Små EU-stater bør danne alliancer

Irland har brug for at danne alliancer med andre små stater i EU for at fremme deres interesser i unionen med 27 medlemsstater, siger finansordføreren i det største irske oppositionsparti.

Michael Noonan, som har gode muligheder for at blive finansminister i en ny regering næste år, siger, at Irland er nødt til at genoptage en tradition for at indgå i uformelle pagter med mindre lande som Holland, Belgien og Luxembourg.

- Det ser ud til, at vi er faret vild i løbet af de seneste 10 år og glemt vennerne, der plejede at varetage vores interesser, siger Noonan i en tale til parlamentet, efter at regeringen havde fremlagt dets finanslov for 2011.

- Vores dygtige diplomater er nødt til at genoptage arbejdet med at skabe alliancer med medlemsstater, som deler vores interesser. Det er nødvendigt at genoprette diplomatiets centrale rolle, der går ud på at beskytte vores interesser i vores forbindelser med Europa.

Noonan siger, at det er en skændsel, at regeringen ikke har sendt en minister til at repræsentere Irland til de europæiske finansministres møde i Bruxelles. Her blev et forslag om fælles eurozoneobligationer søsat.

- Det er det mest vidtgående forslag, og det kan løse en masse af vores problemer, hvis euroobligationen bliver vedtaget, siger Noonan.

/ritzau/Reuters

En af de førende irske oppositionspolitikere mener, at landet bør alliere sig med andre små EU-lande.

Offentliggjort Sidst opdateret