Sort energi bærer verdens energiforbrug trods sol og vind på fremmarch

Et kulkraftværk i Shanghai, Kina. I Kina steg kulforbruget sidste år, selv om landet samtidig stod for den største udvidelse af sol- og vindenergi. (Arkivfoto). Foto: Aly Song/Reuters

Selv om sol- og vindenergi vinder frem, så går det den forkerte vej i forhold til at leve op til Parisaftalen. For fossile brændsler har stadig en kæmpe rolle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der gemmer sig både gode og dårlige nyheder i en årlig rapport fra Energy Institute, som har kigget nærmere på det globale energiforbrug sidste år.

Den gode er, at der var rekordstor vækst inden for vedvarende energikilder som sol og vind.

Den dårlige er, at udledningen af drivhusgasser fra energiforbruget alligevel steg til et rekordhøjt niveau.

Selv om sol og vind vandt frem, steg det globale energiforbrug så tilpas meget, at fossile brændsler stadig - ligesom året forinden - dækker 82 procent af verdens energiforbrug.

De fossile brændsler - såkaldt sort energi - i form af olie, gas og kul udleder CO2 i stor stil. Det bidrager til den globale opvarmning og dermed klimaforandringer.

Samlet set viser rapporten, at udledningen af drivhusgasser fra verdens energiforbrug steg med 0,8 procent sidste år.

Det lyder måske ikke af meget. Men udviklingen skulle gerne gå den modsatte vej.

Derfor er det alarmerende. Det forklarer Juliet Davenport, som er formand for Energy Institute. Hun ser ikke meget positivt i de nye tal.

- Trods yderligere stærk vækst inden for sol- og vindenergi steg de globale energirelaterede drivhusgasudledninger igen.

- Vi har stadig kurs i den forkerte retning i forhold til Parisaftalen, siger hun i en erklæring.

Ifølge forskere skal verden mindske udledningen af CO2 med cirka 43 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 2019, hvis der skal være nogen som helst chance for at leve op til Parisaftalen fra 2015.

Parisaftalen har som mål at holde den globale opvarmning under 2,0 grader - og helst under 1,5 grader - sammenlignet med det førindustrielle niveau.

Det globale energiforbrug ventes at stige yderligere det kommende år.

Det kan potentielt betyde, at CO2-udledningerne stiger endnu mere, hvis ikke omstillingen til vedvarende energikilder sker endnu hurtigere.

Rapporten er vigtig læsning for beslutningstagere rundt om i verden. Det siger Simon Virley.

Han rådgiver om energimarkedet for den britiske konsulentvirksomhed KPMG, som er medforfatter til rapporten.

- Trods rekordvækst i bæredygtige energikilder sidder andelen af verdens energiforbrug fra fossile brændsler stædigt fast på 82 procent.

- Det burde fungere som et opråb til regeringer om at handle mere akut i forhold til energiomstilling, siger han i en meddelelse.

Vedvarende energikilder - eksklusive vandkraft - kunne dække 7,5 procent af verdens efterspørgsel på energi sidste år. Det er en stigning på næsten en procent sammenlignet med året forinden.

Men samtidig steg energiforbruget med 1,1 procent i 2022 sammenlignet med i 2021. Derfor blev der brændt flere fossile brændsler af for at møde efterspørgslen.

For eksempel nåede efterspørgslen på kul sit højeste siden 2014. Appetitten på kul steg blandt anden på grund af høje priser på gas i Europa og Asien som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Særligt Kina og Indien, to af verdens største CO2-udledere, skruede op for kulforbruget. Kina var dog samtidig det land, som stod for den største udvidelse af sol- og vindenergi.

/ritzau/

Hovedkonklusioner i rapporten

* Den globale efterspørgsel på energi steg med 1,1 procent i 2022. Det er lavere end i 2021, hvor stigningen var 5,5 procent sammenlignet med året forinden.

* Efterspørgslen på energi steg i alle regioner - bortset fra Europa.

* Vedvarende energi - eksklusiv vandkraft - klarede 7,5 procent af det globale energiforbrug. Det er en stigning på en procent sammenlignet med i 2021.

* Fossile brændsler stod for 82 procent af det globale energiforbrug - samme niveau som i 2021.

* Samlet steg den globale udledning af drivhusgasser fra energiforbruget med 0,8 procent i 2022 sammenlignet med 2021. Udledningen af drivhusgasser relateret til energiforbrug var i 2022 rekordhøj.

Kilde: Energy Institute.

/ritzau/

Hvad er fossile brændsler?

* Fossile brændsler er kul, olie og naturgas. Det er rester af planter eller døde dyr, der levede for mere end 100 millioner år siden.

* Kul er forstenede planter. Olie og naturgas er dannet af små alger.

* Fossile brændsler spiller i dag en central rolle i vores hverdag som kilde til for eksempel varme og energi, men afbrændingen er skadelig for klimaet.

* Fossile brændsler er uden sammenligning den største årsag til klimaforandringer. De står for over 75 procent af den globale udledning af drivhusgasser.

* Når man afbrænder fossile brændsler, udleder det CO2, hvilket bidrager til opvarmningen af kloden. For når drivhusgasser såsom CO2 udledes, danner de et slags tæppe over Jorden og fanger Solens varme. Det fører til global opvarmning og klimaforandringer.

Kilder: Energimuseet og FN.

/ritzau/

Sol- og vindenergi vinder frem ifølge rapporten fra Energy Institute. Det går dog ikke hurtigt nok, da fossile brændsler stadig står for at dække langt størstedelen af energiforbruget globalt. Foto: Joshua A. Bickel/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu