Sorte bokse fra ulykkesfly i Etiopien er fundet
Boeing-flyet styrtede seks minutter efter start fra Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.
Begge de sorte bokse fra det etiopiske Boeing-fly, der søndag styrtede kort efter start med 157 mennesker om bord, er fundet.
Det oplyser landets medier.
Der er tale om den sorte boks, der optager samtalerne i cockpittet, og den som registrerer flyets bevægelser.
En etiopisk embedsmand siger ifølge nyhedsbureauet AP, at den ene af boksene er beskadiget.
- Vi må se, hvad vi kan trække ud af den, siger han.
Samtlige om bord omkom, da flyet styrtede i et område sydøst for Addis Abeba. Det var seks minutter efter start. Der befandt sig folk fra 35 lande om bord i flyet.
Det var et meget nyt fly af typen 737 MAX 8.
Flyet var ejet af Ethiopian Airlines, der regnes som et omhyggeligt selskab, når det angår sikkerhed.
De sorte bokse er i øvrigt ikke sorte, men orange, så de er lettere at finde efter en ulykke.
Retsmedicinere fra Israel er landet i Etiopien for at hjælpe med til at identificere de mange ofre, oplyser Ethiopian Airlines. Der deltager også eksperter fra USA, Kenya og andre lande i efterforskningen af ulykken.
På stedet, hvor flyet styrtede, gik folk i Røde Kors-veste mandag rundt og samlede små stumper fra flyets kabine i sorte plastiksække, skriver Reuters.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned