Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i en udtalelse.
- Det er dybt beklageligt, at der i dag blev nedlagt et dobbelt veto mod udkastet til resolution om Syrien i FNs Sikkerhedsråd. Den Arabiske Liga havde klart anmodet Sikkerhedsrådet om at træde til og vedtage resolutionen.
- I løbet af de seneste dages forhandlinger er det store flertal af lande, der ønskede en resolution, kommet med talrige indrømmelser, og resolutionsteksten er blevet udvandet for at imødekomme skeptikerne.
- Men i sidste ende foretrak to lande at tilsidesætte deres internationale forpligtelser. De faste medlemmer af Sikkerhedsrådet har et særligt ansvar for at opretholde fred og sikkerhed. To lande valgte i dag ikke at leve op til det ansvar, siger Villy Søvndal.
Udenrigsministeren slår fast, at Danmark vil arbejde for en stramning af de europæiske sanktioner mod Syrien.
- Danmark vil vedblive med at støtte den Arabiske Ligas bestræbelser og vil arbejde i relevante fora for at lægge internationalt pres på regimet i Damaskus. I EU vil vi arbejde for, at den voldsomme eskalation i volden besvares med klare stramninger af de europæiske sanktioner imod Syrien.
- I fraværet af en sikkerhedsrådsresolution er det så meget desto vigtigere, at EU sammen med landene i regionen fortsætter med at sige klart fra overfor det syriske regime, siger Villy Søvndal.
De seneste ugers eskalering af volden i Syrien er fuldstændigt uacceptabel.
- I går meldes over 200 mennesker dræbt i Homs, i statskontrollerede myrderier der vækker minder om massakren i Hama for 30 år siden.
- Jeg fordømmer på det skarpeste den helt overdrevne brug af vold, herunder den rapporterede brug af kampvogne og artilleri i civile områder. Præsident Assad må træde til side øjeblikkeligt og må svare for sine handlinger overfor det syriske folk, fastslår Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned