Stoltenberg: Norske liv kan være gået tabt

De norske myndigheder har nu vished for, at otte af de 13 nordmænd, der var på gasfeltet i Algeriet i onsdags, er i live og i sikkerhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger både Statoil og den norske regering lørdag aften.

- Vi må ikke opgive håbet for de fem nordmænd, der stadig savnes i Algeriet, siger Norges statsminister, Jens Stoltenberg, på en pressekonference i Oslo.

- Det smerter, at liv er gået tabt, men vi må også tillade os at føle lettelse over for dem, som er reddet.

Men han lægger ikke skjul på, at det værste kan være sket for de savnede nordmænd.

- Vi må se i øjnene, at norske liv kan være gået tabt, siger han.

Bekymringen deles af Statoils koncernchef, Helge Lund.

- Vi føler en dyb og tiltagende bekymring for vores fem kolleger. Vi arbejder på fuldt tryk på at skaffe informationer og få hjælp frem til de fem, siger koncernchefen på en pressekonference i Stavanger.

Han forklarer, at man nu leder efter de savnede på algeriske hospitaler, samt at man arbejder på at få et overblik over situationen i In Aménas.

- Vi vil og må beholde håbet om flere positive nyheder fra Algeriet, men samtidig er vi forberedt på, at vi de nærmeste dage må forholde os til dårligt nyt, siger Helge Lund.

I det hele taget er der fortsat ikke overblik over, hvor mange gidsler og gidseltagere, der er blevet dræbt på det gasfelt, som islamiske terrorister angreb i onsdags. Men de algeriske myndigheder sætter antallet af dræbte til 55, heraf 21 gidsler.

Lørdag blev dramaet bragt til afslutning, da algeriske styrker stormede feltet, og ifølge oplysninger fra området dræbte de sidste gidseltagere.

Forinden havde disse dog dræbt de sidste syv udenlandske gidsler, som stadig var i deres varetægt.

Stoltenberg fordømmer terrorhandlingen i Nordafrika.

- Jeg fordømmer denne terrorhandling og alle former for terror. Ingen kan give sig selv retten til at tage liv og påføre andre mennesker lidelse, siger den norske regeringschef.

- Norge vil aldrig give efter for terror og for mennesker, der hæver sig over retsstatens og demokratiske spilleregler. Vi, der tror på frihed og demokrati, må stå sammen i kampen mod terror, siger han.

Den norske udenrigsminister, Espen Barth Eide, vil på samme pressekonference ikke pege fingre ad de algeriske sikkerhedsstyrker for at have stormet gasanlægget.

- Vi har grund til at tro, at de holdt sig tilbage, så længe det var muligt, før situationen udviklede sig og det blev nødvendigt at gribe ind for at redde de sidste gidsler, siger han.

/ritzau/NTB