Stor gruppe udlændinge anklages i en kæmpe Hells Angels-sag i Spanien
Den 58-årige tysker Frank Hanebuth ses her under retssagen i Madrid. Han er næsten to meter, tidligere bokser og tidligere leder af Hells Angels i Hannover. Foto: Pool/Reuters
Tidligere bokser fra Tyskland er på anklagebænken i Madrid. Han anklages for at have drevet en Hells Angels-afdeling på Mallorca. 46 andre er også anklaget.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Spanien har taget fat på retsopgøret mod 47 mænd, som ifølge anklageskriftet har drevet omfattende kriminalitet på ferieøen Mallorca.
Holder anklagen, står en afdeling af rockergruppen Hells Angels med en tidligere tysk, professionel bokser som boss bag.
I hvert fald er det Frank Hanebuth, der sidder forrest på anklagebænken i retten i Madrid, den spanske hovedstad.
Han boksede fire professionelle kampe i sværvægt i 1990'erne. To sejre, et nederlag og en uafgjort.
Sammen med ham er 46 andre mænd anklaget. Ikke alle er mødt op i retten, og tre anklagede har været med via videolink fra Tyskland.
Annonce
Sagen begyndte mandag, og den er berammet til at fortsætte til den 10. februar.
Der var ifølge anklagerne flere forskellige nationaliteter med i Mallorca-afdelingen af Hells Angels.
I 2013 blev Hanebuth anholdt sammen med 24 andre, da politiet gennemførte koordinerede aktioner på ferieøen.
Annonce
Han blev løsladt mod kaution i 2015.
I 2017 fik han tilladelse til at rejse tilbage til Tyskland.
Så det er en sag, der har adskillige år på bagen, som nu er i gang.
Anklagerne siger ifølge AFP, at en af gruppens hovedindtægter på Mallorca var at tvinge kvinder "til at arbejde på bordeller, som banden ejede".
- Kvinderne var organisationens ejendom og skulle adlyde dens regler eller risikere forskellige sanktioner.
Videre hedder det, at banden betalte for, at nogle af kvinderne gennemgik kosmetiske operationer med det ene formål at "gøre dem mere produktive", så de kunne indtjene flere penge.
46 mænd sidder på anklagebænken i Madrid sammen med Frank Hanebuth. Her er nogle af dem. Foto: Pool/Reuters
Hanebuth er mere konkret anklaget for medlemskab af en kriminel organisation, for hvidvask af penge, for trusler og for ulovlig våbenbesiddelse.
Kravet er en dom på 13 års fængsel og en bøde på 4,2 millioner euro - over 31 millioner kroner.
Anklagerne mener, at rockerbanden vaskede de kriminelle indtægter hvide ved ejendomshandel på såvel Mallorca som på den nærliggende ferieø Ibiza.
Der har været forhandlinger om et forlig i mange af sagerne.
Annonce
34 af de anklagede er interesseret i forlig, men en anden domstol skal først godkende forligene, før de kan føres ud i livet.
Anna Madera, forsvarer for Frank Hanebuth, siger til dpa, at hendes klient afviser et forlig, for han er uskyldig i anklagerne.
Til gengæld har han begæret hele sagen afvist, fordi den ifølge hans forsvarer baseres på aflytninger, der blev godkendt uden et tilstrækkeligt bevisgrundlag.
Hells Angels er efterhånden en gammel gruppe. Den blev dannet i Californien i 1948. (Arkivfoto). Foto: Dino Vournas/Ritzau Scanpix
Hans begæring er afvist.
/ritzau/
Kort om Hells Angels
* Hells Angels blev dannet i Fontana i Californien i 1948. Det var såvel navnet på en gammel Hollywood-film som et øgenavn for besætningen på amerikanske bombefly under Anden Verdenskrig.
* Hells Angels har siden bredt sig til mange steder i USA og i andre lande, herunder i Danmark.
* Myndighederne sætter gruppen i forbindelse med kriminalitet mange steder.
* Det menes, at Hells Angels globalt har omkring 5000 medlemmer i omkring 350 afdelinger, eller "chapters", som gruppen selv kalder dem.
* Spanske anklagemyndigheder mener, at Hells Angels blev tiltrukket af ferieøen Mallorca i 2009 på grund af øens geografiske placering. Der var desuden en række bordeller i forvejen, og der var muligheder for at hvidvaske penge. Politiet stoppede i 2013 Hells Angels på øen ved en række koordinerede aktioner.
Seneste artikler
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik