Stor snestorm fører til strømsvigt og aflyste fly i USA
South Carolina er blandt de amerikanske delstater, der er blevet ramt af hårdt vintervejr. Foto: Sean Rayford/Ritzau Scanpix
Sean Rayford/Ritzau Scanpix
Uvejr har ramt flere delstater i det østlige USA og blandt andet forårsaget strømsvigt i over 200.000 hjem.
Koldt, vådt og blæsende vintervejr har over weekenden givet store udfordringer i flere delstater i det østlige USA.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mere end 200.000 hjem har blandt andet haft perioder uden strøm i delstaterne North Carolina, South Carolina og Georgia. Det viser tal fra hjemmesiden Power Outage, der monitorerer strømsvigt i landet.
Det hårde vintervejr har strakt sig hele vejen fra Alabama i den sydlige del af USA og op langs østkysten til Maine, der grænser op til Canada.
Guvernørerne i delstaterne Georgia, Virginia, North Carolina og South Carolina har alle erklæret uvejret for en nødsituation.
I North Carolina har to personer mistet livet, efter at de mistede kontrollen over deres bil i uvejret. Det skriver Reuters.
Nogle områder nær bjergkæden Appalacherne er mandag blevet ramt af tungt snefald med over to centimeters sne i timen.
Vejret har også ført til rejseproblemer flere steder.
Omkring 3000 flyafgange - både indenrigs- og udenrigsflyvninger - er blevet aflyst. Omkring 4200 er blevet forsinket, skriver nyhedsbureauet AFP.
Advarsler om uvejr er i USA blevet udsendt til områder med sammenlagt 80 millioner mennesker. Det skriver amerikanske medier ifølge Reuters.
I løbet af søndagen bevægede uvejret sig mod nord, og mandag ventes det at ramme Canada. Her vurderes en snestorm at give mellem 20 og 40 centimeters sne i løbet af morgentimerne mandag.
Blandt andet viser vejrudsigten, at den canadiske provins Ontario vil blive ramt. Det falder sammen med, at provinsen fra netop mandag igen tillader børn at møde fysisk op i skole efter længere tids coronanedlukning.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned