Store oversvømmelser i Kenya: Mindst 70 er omkommet
Borgere forsøger at krydse en oversvømmet vej i Tana River County i Kenya. Foto: Brian Inganga/Ritzau Scanpix
Efter tørke er Kenya ramt af oversvømmelser. Præsident indkalder til krisemøde, og tusindvis er på flugt.
Mindst 70 mennesker er omkommet i omfattende oversvømmelser i Kenya.
Det siger præsident William Ruto lørdag.
Han beskriver oversvømmelserne som en nødsituation og siger, at titusindvis er slået på flugt.
Kenya og nabolandene Somalia og Etiopien er kun akkurat ved at komme ovenpå efter den værste tørke i årtier.
Nu er der i stedet voldsomme oversvømmelser forårsaget af store mængder regn, som har forbindelse til vejrfænomenet El Niño.
Ruto siger, at regeringen holder et krisemøde mandag.
- Desværre har vi mistet 70 menneskeliv på tværs af Kenya på grund af regnen, og omkring 36.160 husholdninger er blevet fordrevet indtil videre, siger han i en tale.
Mange veje, især i det nordlige Kenya, er blevet skyllet væk, siger han.
Det har ført til, at lastbiler med vand, medicin og brændstof er kørt fast.
- Kenya er allerede gennemblødt, siger han.
Han påpeger, at det meteorologiske institut spår mere regn, hvilket øger risikoen for flere oversvømmelser.
- Derfor må vi forberede os på, at nødsituationen kan fortsætte, siger han.
Kenyas forsvar skal flyve forsyninger ind til lokalsamfund, som er blevet afskåret fra omverdenen på grund af oversvømmelserne.
El Niño opstår af naturlige årsager med to til syv års intervaller, når overfladevand i dele af det tropiske Stillehav bliver unormalt varmt.
Under en El Niño udløses en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.
På globalt plan kan El Niño mærkes som en forhøjet global gennemsnitstemperatur.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned