Stormløber mod Kongressen kendt skyldig
62-årige Richard Barnett får sin dom 3. maj, efter at han er blevet kendt skyldig i forbindelse med sin deltagelse i stormløbet mod Kongressen for to år siden. Billedet er fra stormløbet 6. januar 2021, hvor Barnett ses i Nancy Pelosis kontor. Hun var dengang formand for Repræsentanternes Hus. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Richard Barnett satte foden op på et skrivebord, der stod på Nancy Pelosis kontor, under stormløbet i 2021.
Amerikaneren Richard Barnett, der deltog i stormløbet mod Kongressen, er mandag blevet kendt skyldig i otte anklagepunkter, herunder tyveri af offentlig ejendom.
Det oplyser det amerikanske justitsministerium.
Stormløbet fandt sted 6. januar 2021. Pelosi var på det tidspunkt formand for Repræsentanternes Hus.
Desuden er fire medlemmer af den højreradikale gruppe Oath Keepers også blevet fundet skyldige - blandt andet for sammensværgelse i forbindelse med stormløbet.
Tilbage i november blev stifteren af gruppen, Stewart Rhodes, også kendt skyldig for sin rolle i stormløbet.
62-årige Barnett var manden, der under stormløbet satte foden op på et skrivebord, der stod på Nancy Pelosis kontor.
Han tog desuden en konvolut fra skrivebordet. Den var adresseret til et andet kongresmedlem og underskrevet af Pelosi.
I sit vidneudsagn har han blandt andet insisteret på, at det ikke var gået op for ham, at Kongressen var i gang med at godkende valgresultatet fra præsidentvalget, der havde fundet sted et par måneder forinden.
Det skriver Wall Street Journal.
Om det berømte fotografi fra Pelosis kontor skulle Barnett under sit vidneudsagn have sagt:
- Sådan sidder jeg ved mit skrivebord derhjemme.
Ved stormløbet havde demonstranter samlet sig foran Kongressen.
De bevægede sig mod kongresbygningen, efter at republikaneren Donald Trump, der havde tabt valget til demokraten Joe Biden, havde holdt en brandtale ved Det Hvide Hus.
Her sagde Trump blandt andet, at de skulle tage landet tilbage og "kæmpe som ind i helvede".
Han gentog også udokumenterede påstande om, at valgsejren ved præsidentvalget var blevet stjålet fra ham på grund af svindel.
Demonstranterne røg i klammeri med politiet og endte med at trænge ind i Kongressen. Flere personer døde i forbindelse med urolighederne.
Der falder dom i Richard Barnetts sag 3. maj, skriver CBS News.
Ifølge mediet er han blandt andet også blevet kendt skyldig i civil uorden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned