En 24-timers generalstrejke i Portugal har fra morgenstunden lammet store dele af landets tog- og flytrafik og mange offentlige arbejdspladser.
Strejken er en protest mod endnu en krisepakke, som parlamentet i Lissabon ventes at vedtage i næste uge for at opfylde de krav, som andre eurolande og IMF, Den Internationale Valutafond, har krævet for at yde Portugal nye lån.
Strejken ventes at blive den største i Portugal nogensinde. I over en uge har bannere og plakater opfordret alle lønmodtager til at deltage i strejken for at lægge pres på landets centrumhøjre-regering.
- Jeg strejker, for krisen er ikke min skyld. Det er bankernes skyld, siger Jose Baptista, en 44-årig elektriker, der trues af arbejdsløshed.
Premierminister Pedro Passos Coelho, siger, at de store offentlige besparelser og nedskæringer er nødvendige for at komme ud af den gældskrise, som har sendt Portugals økonomi til tælling.
Coelho kom til magten i juni, efter at en socialdemokratisk ledet centrum-venstreregering brød sammen i forsøget på at komme igennem med de mange offentlige besparelser.
Regeringens seneste sparepakke bliver en fortsættelse af tidligere krisepakker med nedskæringer i det offentlige over en bred kam. Denne gang ventes nedskæringer dog at ramme sundhedssektoren og de militære styrker med større vægt.
Læger, sygeplejersker, socialarbejdere og lærere på skoler og i gymnasier går også med i strejken, der er arrangeret af to af landets største fagforeninger.
Portugal skal nedbringe underskuddet på statsbudgettet til 5,9 procent af BNP, bruttonationalproduktet, i år og til 4,5 procent i 2012, for at få hjælp fra IMF og andre eurolande. Underskuddet var 10 procent af BNP i 2010.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie