Strandede nigerianere får lov at forlade Libyen
Frankrig har indkaldt til møde i FN med afrikanske ledere for at få stoppet slavehandel i Libyen.
Nigeria er begyndt at hente strandede statsborgere hjem fra Libyen efter afsløringer af, at migranter sælges som slaver i det nordafrikanske land.
Præsident Muhammadu Buhari skriver på Twitter, at "situationen i Libyen, hvor mennesker sælges som slaver, er forfærdelig og uacceptabel".
Han siger, at Nigeria vil gøre alt, hvad der står i dets magt for at beskytte nigerianske statsborgere, hvor end de befinder sig.
Præsidenten siger, at Nigeria allerede er begyndt at hente de strandede medborgere hjem fra Libyen og andre steder.
Ifølge FN's Internationale Organisation for Migration, IOM, blev 239 nigerianere fløjet hjem fra Tripoli tirsdag.
Den nigerianske regering siger, at hundredvis af tilbagevendte migranter fra Libyen er blevet indkvarteret i deres eget land med støtte fra IOM.
Tusindvis af flygtninge og migranter har krydset Middelhavet fra Libyen, hvor en kaotisk situation har gjort flygtninge mere sårbare - blandt andet over for menneskesmuglere.
Den nye udvikling sker, efter at der er kommet rapporter om, at hvide libyske slavehandlere sælger sorte afrikanske migranter på markeder i Libyen - i et uhyggeligt ekko af slavehandlen omkring Sahara i tidligere århundreder.
Tusinder dør i forsøg på at krydse ørkenen og havet. Mange holdes nu også fanget i lejre i Libyen.
Frankrig har indkaldt afrikanske ledere til hastesamtaler i FN sent onsdag i Abidjan i Elfenbenskysten, hvor EU og Den Afrikanske Union tidligere på dagen indledte et topmøde.
I mødeindkaldelsen, som er blevet offentliggjort af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hedder det, at blandt andre forbundskansler Angela Merkel vil være til stede for at diskutere, hvordan slavehandlen med migranter kan stoppes i Libyen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned