Den tidligere chef i Den Internationale Valutafond (IMF) Dominique Strauss-Kahn er blevet løsladt mod sikkerhedsstillelse, siger en dommer.
Strauss-Kahn fik sin kaution tilbage, men de amerikanske myndigheder beholder hans pas, så han ikke kan forlade USA.
Strauss-Kahn er sigtet for at have forgrebet sig på en tjenestepige på et fashionabelt hotel i New York. Han var en førende kandidat i feltet forud for næste års præsidentvalg i Frankrig, indtil han blev anholdt den 14. maj.
Når Strauss-Kahn løslades - dog uden at sigtelserne mod ham opgives - skyldes det, at anklagemyndigheden tvivler på tjenestepigens troværdighed.
Avisen The New York Times har citeret juridiske kilder for, at den 32-årige stuepige, der har anmeldt den 62-årige Strauss-Kahn for voldtægt, gentagne gange har løjet over for anklagemyndigheden og kan være involveret i narkotikahandel og hvidvaskning af penge.
Ifølge to kilder hos politiet havde stuepigen en telefonsamtale med en narkofængslet mand inden for det døgn, hvor hun skulle være overfaldet af Strauss-Kahn.
Her diskuterede hun muligheden for at sagsøge franskmanden. Samtalen blev båndet.
Den fængslede mand, der er anholdt for at være i besiddelse af 180 kilo marihuana, er en ud af flere personer, der har indbetalt store beløb på stuepigens konto.
Det viser sig også, at kvinden hver måned betaler flere hundreder dollar i telefonregninger til fem forskellige selskaber.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned