Styrker nedkæmper oprør fra 300 fanger i britisk fængsel
Specialstyrker er til stede uden for fængslet i Birmingham fredag lokal tid. Det er tredje gang på to måneder, at der er brug for specialstyrker til at nedkæmpe et muligt oprør i et britisk fængsel. Foto: AP/Joe Giddens
AP/Joe Giddens
Det er tredje gang på to måneder, at der opstår et mindre oprør i et britisk fængsel.
Britisk politi har fredag afværget et truende oprør i et fængsel i Birmingham, efter at flere end 300 indsatte tog del i "en alvorlig opstand". Opstanden førte til, at fængslet i timevis var delvist lukket.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Et hold af specialstyrker blev sendt ind i fængslet klokken 20.35 lokal tid.
Omkring halvanden time senere var situationen under kontrol ifølge en pressemeddelelse fra landets justitsministerium.
Fængslets personale kom ikke til skade, og kun en enkelt fange måtte behandles på hospitalet efter episoden.
- Det her var en alvorlig situation. Der følger nu en grundig efterforskning, siger justitsminister Elizabeth Truss.
Sikkerhedsfirmaet G4S, der driver fængslet, oplyste fredag aften, at en "urolighed" havde spredt sig fra to fløje i fængslet. Senere måtte firmaet oplyse, at der var opstand i fire fløje.
- Vores hold trak sig tilbage som følge af en urolighed. De lukkede to fløje ned. Et af de nedlukkede områder var det administrative kontor, oplyste direktør i G4S Jerry Petherick ifølge AFP.
Lokale medier skriver, at situationen spidsede til, da en sikkerhedsvagt blev truet af en indsat med en sprøjte. En anden indsat tog desuden vagtens nøgler.
Fængslet i Birmingham kan huse 1450 indsatte. Det er i Storbritannien kendt som fængslet, hvor den formodede seriemorder Fred West begik selvmord i 1995, mens han afventede sin retssag.
Det er tredje gang på to måneder, at der er et mindre oprør i et britisk fængsel.
I november mistede personalet kontrollen med omkring 200 indsatte i et fængsel i Bedford.
I oktober fandt et seks timer langt oprør sted i et fængsel i Lewes i det sydøstlige England.
Det største fængselsforbund i Storbritannien, de fængselsansattes forbund (Poa), mener, at den seneste hændelse skal tjene som "en kraftig advarsel om, at fængselsområdet er i krise", skriver AFP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned