Sudans militærråd beordrede blodig aktion mod protestlejr
En mand går her foran en lukket butik den 10. juni i forbindelse med en landsdækkende generalstrejke i protest mod Sudans militærråd. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Militærrådet i Sudan indrømmer at have givet ordren til at opløse protestlejr 3. juni. Mindst 30 blev dræbt.
Sudans militærråd har torsdag indrømmet at have beordret en blodig indgriben over for demonstranter i sidste uge.
Det oplyser talsmand for militærrådet Shamseddine Kabbashi.
Mindst 30 personer mistede livet, da soldater den 3. juni stormede en lejr fyldt med demonstranter i Sudans hovedstad, Khartoum.
- Militærrådet besluttede at opløse protestlejren, og der blev udformet en plan. Men vi angrer nogle af de fejl, der blev begået, siger talsmanden.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil militærrådet lørdag fremlægge den samlede konklusion af dets undersøgelse.
Sammenstødet den 3. juni var det værste, siden den mangeårige enerådige præsident Omar al-Bashir blev afsat 11. april.
Billeder, der blev delt på de sociale medier, og som nyhedsbureauet Reuters kan bekræfte er ægte, viser kaotiske scener af sammenstødet. Blandt andet blev de teltlejre, hvor demonstranterne befandt sig, brændt ned.
Lejrene var placeret uden for det militære hovedkvarter i Khartoum.
Militærrådet i Sudan har overtaget magten siden Bashirs fald. Demonstranter har dog forlangt, at en civil regering i stedet skal til magten.
Det har ført til uroligheder, der har været særligt alvorlige siden 3. juni.
Mindst 100 personer menes at være blevet dræbt under urolighederne.
FN's Sikkerhedsråd fordømte natten til onsdag enstemmigt den seneste tids vold mod civile. Rådet understregede vigtigheden af, at menneskerettighederne bliver overholdt.
Det opfordrede desuden militærstyret og landets protestbevægelse til i fællesskab at finde en løsning på krisen.
Erklæringen kom, en uge efter at Kina og Rusland, to at Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer, blokerede for en tilsvarende melding.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned