Sagen om drabet på den 4-årige svenske dreng, der blev slået ihjel i oktober i den svenske by Ljungby, tog onsdag en ny og afgørende drejning.
Politiet mener, at det er en 10-årig dreng, der står bag mordet, der på nærmest uundgåelig vis sender ens tanker i retning af et bestialsk mord i England i 1993.
Her blev 2-årige James Bulger bortført og mishandlet til døde af to drenge på 10 år i nærheden af Liverpool.
De to 10-årige, Jon Venables og Robert Thompson, kidnappede den 2-årige dreng fra et indkøbscenter, hvor han var sammen med sin mor.
James Bulger blev derefter mishandlet på grusom vis, inden de to drenge tævede ham til døde med mursten og en jernstang.
Bagefter smed de liget af den 2-årige ved en jernbane nær byen Walton knap fem kilometer fra indkøbscentret.
De to drabsmænd blev i første omgang idømt livstid, men dommen blev senere underkendt ved Menneskerettighedsdomstolen, der slog fast, at drengenes sag skulle have været behandlet ved en domstol for mindreårige og ikke en almindelig domstol.
Derfor blev Jon Venables og Robert Thompson prøveløsladt i 2001 efter otte år i fængsel.
I foråret 2010 blev Jon Venables sendt tilbage bag tremmer for at have downloadet børneporno.
Tidligere i år fik han afslag på prøveløsladelse, da man fandt, at han stadig udgør en fare for den offentlige sikkerhed.
Både Jon Venables og Robert Thompson har fået ny identitet efter mordet på James Bulger.
I Sverige betragter politiet nu drabet på den 4-årige som opklaret.
Den 10-årige kom allerede i politiets søgelys tidligt i efterforskningen. Og ifølge svensk politi har der ikke været andre mistænkte i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned