Sverige beder Danmark og Norge om hjælp til hospitalerne
Sveriges socialminister, Lena Hallengren, er gået i dialog med Danmark og Norge om hjælp til at håndtere coronapresset på de svenske hospitaler til sommer. (Arkivfoto)
Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Det svenske sundhedsvæsen er bekymret for personalemangel på landets coronaafsnit til sommer.
Sveriges socialminister, Lena Hallengren, er gået i dialog med Danmark og Norge om hjælp til at håndtere coronapresset på de svenske hospitaler til sommer.
Det skriver den svenske tv-station SVT.
Selv om antallet af coronapatienter på Sveriges intensivafdelinger er faldende, er der stadig stor bekymring i sundhedsvæsenet over, hvordan sommerbemandingen skal løses.
- De ansatte, der har arbejdet med pleje af covid-19-patienter på intensivafdelinger, har været udsat for ekstremt pres.
- Til sommer har vi slet ikke det personale, vi har brug for. Det bliver svært, siger David Konrad, der er chef for kirurgisk og intensivafdeling på Karolinska Universitetshospital, til SVT.
Det er på baggrund af disse bekymringer og med opfordring fra Sveriges kommuner og regioner (SKR), at socialministeren har indkaldt nabolandene til dialog om situationen.
- Der er forståelse for, at vi har en udfordrende situation og personale, der har brug for at komme oven på, siger Hallengren til SVT.
Trods bekymringen fra det svenske sundhedsvæsen præsenterede landets statsminister, Stefan Löfven, torsdag en genåbningsplan for landet i fem trin.
Første trin af planen begynder 1. juni. Her må lidt flere forsamle sig, og udskænkningssteder må holde åbent til klokken 22.30 frem for klokken 20.30.
Sverige har de seneste måneder ifølge nyhedsbureauet Reuters været et af de lande med højest smittetal per indbygger, men antallet af coronarelaterede dødsfald er i år i den lavere ende af skalaen i Europa.
Dødstallet har dog samlet set været klart højere end i eksempelvis Danmark og Norge, men også lavere end i flere andre europæiske lande.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned