Sveriges udenrigsminister træder tilbage: Savner familien
Margot Wallström har været Sveriges udenrigsminister siden 2014. Men nu er det slut, meddeler den 64-årige socialdemokrat. (Arkiv) Foto: 10050 Pontus Lundahl/Tt/Ritzau Scanpix
10050 Pontus Lundahl/Tt/Ritzau Scanpix
Margot Wallström siger, at hun går af som udenrigsminister for at kunne være mere sammen med sin familie.
Sveriges udenrigsminister, Margot Wallström, træder tilbage. Det har hun meddelt statsminister Stefan Löfven ifølge avisen Dagens Nyheter.
- Jeg gør det for at kunne være mere sammen med min mand, mine børn og mine børnebørn, forklarer Wallström til avisen.
Den 64-årige socialdemokrat har været udenrigsminister siden 2014.
Hun er blevet omtalt som en minister med en feministisk udenrigspolitik.
I 1999 blev hun EU's miljøkommissær. Fra 2004 til 2010 var hun næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for kommunikation og opbygning af EU's institutioner.
Hun var fra 2010 til 2012 særlig rapportør for FN om seksuelle overgreb i krig og konflikter.
- Der er jo ingen af os, som bliver yngre, og vi har i ganske lang tid levet mere eller mindre adskilt, siger Wallström om sin familie.
Det kommer som en overraskelse for mange, at hun vælger at gå nu, skriver Dagens Nyheter.
Hun har i nogle uger engageret sig personligt i fredsforhandlinger i Yemen, og det arbejde må hun nu give videre til andre.
- Der er aldrig det rette tidspunkt til at træde tilbage, medgiver hun og siger, at det er med stolthed, at hun nu trækker sig.
Ifølge nyhedsbureauet TT er udenrigshandelsminister Ann Linde en af favoritterne til at overtage posten som udenrigsminister.
- Jeg har helhjertet arbejdet på opgaven med at gøre Sverige sikkert, respekteret i verden og værdsat som samarbejdspartner. At sammen med andre møde vor tids store udfordringer, skriver Wallström i en pressemeddelelse.
Hun skabte store avisoverskrifter, da hun i 2014 meddelte, at Sverige anerkender staten Palæstina.
Det førte øjeblikkeligt til diplomatisk kulde mellem Israel og Sverige, navnlig i forhold til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
Bedre gik det ikke i forhold til Saudi-Arabien. For i 2015 omtalte hun landet som et diktatur, hvor kvinders rettigheder trædes under fode, og hvor ytringsfrihed ikke eksisterer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned