Svindelmistænkt NRA-topchef overlever mistillidsvotum
Den mangeårige leder af den amerikanske våbenlobby National Rifle Associations (NRA), Wayne LaPierre, har sine medlemmers opbakning til at fortsætte på posten. Foto: Michael Conroy/Ritzau Scanpix
Wayne LaPierre og andre ledere i NRA anklages for at have taget over 400 millioner kroner til privat forbrug.
Den mangeårige leder af den amerikanske våbenlobby National Rifle Associations (NRA) har med et overvældende flertal overlevet en mistillidsafstemning lørdag.
Dermed står Wayne LaPierre til at fortsætte som administrerende direktør for den magtfulde lobby trods påstande om misbrug for millioner af dollar.
Mistillidsafstemningen blandt våbenlobbyens medlemmer fandt sted i forbindelse med NRA's årlige kongres i millionbyen Houston.
Kongressen bliver afholdt omkring 450 kilometer øst for byen Uvalde, hvor en 18-årig mand bevæbnet med en halvautomatisk riffel tirsdag dræbte 21 mennesker på en folkeskole i Texas.
Allerede før massakren var NRA havnet i et stormvejr med beskyldninger om svindel.
Wayne LaPierre og tre andre ledere står over for anklager om at have trukket store summer ud af organisationen.
Lederne skulle have brugt 64 millioner dollar - svarende til 403 millioner kroner - på blandt andet familieferier til Bahamas, privatfly og dyre restauranter.
Beløbet er forsvundet fra NRA's kasser i en periode på blot tre år.
Mistillidsafstemningen blandt medlemmerne kommer forud for en afstemning i våbenlobbyens bestyrelse mandag.
Her skal der stemmes om, hvorvidt Wayne LaPierre kan fortsætte som NRA's vicepræsident. Han er også koncernens administrerende direktør.
Skulle han overleve mandagens afstemning - som forventet - kan han stadig blive afsat af New Yorks justitsminister, Letitia James, som kører en retssag mod NRA.
Hun forsøger at få ham fjernet fra embedet. NRA er registreret som en nonprofitorganisation i New York.
Wayne LaPierre modtog nærmest støtte fra samtlige medlemmer, der var mødt op til kongressen i Houston. Således var der kun en håndfuld, der stemte imod, ud af hundredvis af fremmødte medlemmer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned