Øjenvidner rapporterer om flere dødsfald under syriske soldaters angreb på modstandere af præsident Bashar al-Assad og hans autoritære styre.
Samtidig forstærkes den internationale kritik af al-Assad og myndighedernes brutale overgreb på ubevæbnede modstandere.
I løbet af natten til onsdag blev mindst 2000 soldater udstationeret i Douma, en forstad til hovedstaden Damaskus, hvor der har været vedvarede demonstrationer mod Assad.
Øjenvidner siger, at soldaterne kom til bydelen i busser og nu er placeret på centrale steder, hvor de har oprettet vejspærringer og tjekker forbipasserendes identitetskort.
I den sydlige by Deraa er der også tegn på, at styret optrapper indsatsen for at stoppe oppositionsgrupper. Repræsentanter for lokale menneskeretsgrupper siger, at hen ved 35 civile er dræbt i byen inden for de blot 48 timer.
I alt menes flere end 400 personer at været dræbt, siden oprøret mod Assad og styret i Damaskus begyndte i midten af marts.
Det statskontrollerede nyhedsbureau Sanaa skriver, at hæren fortsætter med at søge efter "væbnede grupper og terrorister" i Deraa, der har angrebet sikkerhedsstyrker i byen.
Indbyggere siger til den arabiske tv-station al-Jazeera, at el- og vandforsyningen og telekommunikationen er afbrudt i Deraa, og at kampvogne kører rundt i byen og skyder mod beboelsesbygninger.
I havnebyen Baniyas var der sent tirsdag aften store demonstrationer, hvor tusinder var på gaden og råbte "frihed, frihed".
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og vestlige ledere fordømmer de syriske myndigheders hårdhændede fremfærd. Ban Ki-moon opfordrer til, at der oprettes en uafhængig kommission, der skal undersøge de mange drab på civile.
/ritzau/Reuters/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned