En korrespondent for det britiske BBC i Homs siger, at angrebet er det voldsomste, siden opstanden begyndte mod præsident Bashir al-Assads regime for 11 måneder siden.
Et øjenvidne, Danny Abdul Dayem, siger til BBC, at hæren for første gang anvender raketter, og at der var faldet over 300 i hans lokalområde. Husene, der bliver bombarderet, har ingen kældre.
De statslige medier oplyste, at tre soldater også blev dræbt af, hvad der blev kaldt en "bevæbnet bande" i den nordvestlige by Idlib.
Ifølge menneskerettighedsgruppen Syrian Observatory er mindst 42 dræbt i Homs alene, og antallet ventes at stige, da mange er hårdt såret og svæver mellem liv og død. Bombardementet af byen begyndte ved daggry.
Menneskerettighedsaktivister meldte også 10 dræbt ved byen Rastan. Samtidig blev der meldt om enkelte dræbte fire andre steder.
Oppositionsgrupper og aktivister siger, at der i weekenden blev dræbt mindst 200 civile ved en "massakre" i Homs, da flere bydele blev bombarderet med granater.
Urolighederne i Syrien har fået USA til al lukke sin ambassade i landet og Storbritannien til at kalde sin ambassadør i Damaskus hjem til samtale.
- Vi vil bruge vores resterende forbindelser med Syriens regime til at vise vores afsky over for de voldelige handlinger, som er uacceptable i en civiliseret verden, siger den britiske udenrigsminister, William Hague.
Staben på den amerikanske ambassade er trukket ud af landet, men præsident Barack Obama har understreget diplomatiets vigtighed.
Mens både USA og Storbritannien har taget dramatiske diplomatiske skridt, har USA beskyldt Kina og Rusland for at beskytte det syriske regime med deres veto i FN.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned