Den øverstbefalende for Syriens væbnede oprørere har truet med at optrappe angrebene på præsident Bashar al-Assads styrker, fordi der er frustration over den indsats, som observatører fra Den Arabiske Liga yder.
- Hvis vi stadig ikke finder observatørerne seriøse om et par dage, eller i hvert fald inden for en uge, så vil vi træffe en beslutning, som vil overraske regimet og hele verden, siger lederen af Den Frie Syriske Hær (FSA), oberst Riad al-Asaad.
FSA er en paraplyorganisation af forskellige væbnede grupper. Og dens leder siger, at han vil afvente, inden der bliver foretaget en "forandrende afgørelse", som vil medføre en større optrapning af angrebene mod sikkerhedsstyrkerne.
Den Arabiske Liga siger, at observatørerne er med til at dæmme op for blodsudgydelserne, og den har bedt om at få mere tid til observatørernes mission.
Men siden deres ankomst til Syrien i sidste uge har regimet fortsat en brutal fremfærd over for demonstranter, der protesterer mod Assad-regimet.
Nyhedsbureauet Reuters har talt 132 drab, mens aktivister siger, at 390 mennesker er blevet dræbt, mens observatørerne har været i landet.
En gruppe desertører fra den syriske hær har dræbt mindst 18 medlemmer af Assads sikkerhedsstyrker i den sydlige provins Deraa. Det oplyste menneskeretsgruppen Syrian Observatory for Human Rights tirsdag.
Hærsoldaterne deserterede tirsdag morgen fra en kaserne i Deraa ikke langt fra grænsen til Jordan.
Under flugten kom de deserterede i byen Jassem under beskydning fra sikkerhedsstyrker, der befandt sig på en politistation. De svært bevæbnede desertører svarede igen og dræbte mindst 18 personer.
Observatørerne er ved at undersøge, hvorvidt Syrien forsøger at gennemføre en fredsplan.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned