Syriske oprørsstyrker trænger ind i hovedstaden Damaskus

Oprørsstyrker har i den seneste uge rykket voldsomt frem i Syrien, hvor regeringsstyrkerne har mistet kontrollen med adskillige byer, her Salamiyah i Hama-guvernementet. Foto: Omar Haj Kadour/Ritzau Scanpix

Syriske oprørsstyrker er trængt ind i Damaskus, hvor regeringsstyrker allerede har forladt lufthavnen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Syriske oprørsstyrker, ført an af den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS), er natten til søndag trængt ind i Syriens hovedstad og regeringssæde, Damaskus.

Det oplyser kilder fra oprørsbevægelserne til nyhedsbureauet Reuters, som kort forinden meldte om skudvekslinger i byen.

To kilder fra oprørsstyrkerne oplyser til nyhedsbureauet, at det endnu ikke har set tegn på, at den syriske hær skulle være beordret til at kæmpe igen.

Beboere i den indre del af Damaskus har dog fortalt Reuters og nyhedsbureauet AFP, at de har hørt intense skudvekslinger - dog uden at de helt konkret kunne sige, hvor lydene kom fra.

Kort før at oprørsstyrkerne meldte ud, at de var trængt ind i Damaskus, lød det fra andre kilder, at Syriens hær og sikkerhedsstyrker havde trukket sig fra lufthavnen i hovedstaden.

Meldingen kom fra den britisk-baserede ngo Syrisk Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), som via kilder i Syrien beretter om konflikten.

Oprørsbevægelsen er ledet af HTS. Gruppen har længe fungeret som en forlænget arm i Syrien for den militante organisation al-Qaeda, skriver nyhedsbureauet AP.

HTS betragtes som en terrorgruppe af blandt andet FN og USA.

Oprørerne har ifølge Sohr åbnet dørene til fængslet Sednaya, som ligger i Damaskus.

Sohr anslog i 2021, at 30.000 fanger har mistet livet som følge af tortur og mishandling i fængslet, siden den syriske borgerkrig brød ud i 2011.

Den amerikanske avis Washington Post har kaldt fængslet for "en slagtehal for mennesker".

Syriske oprørsstyrker begyndte tidligere på ugen at gøre enorme territoriale fremskridt i landet. Flere af Syriens største byer er allerede faldet under oprørernes kontrol.

Natten til søndag er der desuden forlydender fra den syriske hær om, at præsident Bashar al-Assad skulle have forladt Damaskus. Det er dog ikke bekræftet fra officiel hånd.

Assad har været præsident for Syrien siden 2000. Her tog han over da hans far, Hafez, som havde taget magten i 1971, døde.

/ritzau/