Syriske styrker har indtaget oprørsby
Syriske regeringsstyrker har renset alle "terrorister" ud af byen Haffeh, hvor der i den seneste uge har været voldsomme kampe.
Ifølge statsligt syriske tv har præsident Bashar al-Assads soldater nu genoprettet ro og orden i byen.
Tidligere på dagen sagde Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at oprørerne i Den Frie Syriske Hær havde trukket sig ud af byen for at undgå et blodbad.
- Oprørerne trak sig tilbage fra al-Haffeh og hele regionen ved daggry for at skåne livet for de indbyggere, der er under ekstremt voldsomt bombardement, siger organisationens talsmand, Rami Abdel Rahman.
Syriske oprørere, der er flygtet til Tyrkiet, fortæller, at mens regeringens helikoptere og kampvogne beskyder Haffeh, har soldater travlt med at anholde byens unge mænd og plyndrer huse.
- Først angriber helikoptere landsbyerne, senere angriber kampvognene, og til sidst trænger soldaterne ind i husene, plyndrer dem og stikker ild til dem, siger 25-årige Mohammad.
Han kæmper i oprørshæren Den Frie Syriske Hær, men er blevet smuglet over grænsen til den tyrkiske by Antakya for at modtage behandling for skudsår.
Oprørere siger, at Assads styrker skyder mod de syrere, der forsøger at flygte til Tyrkiet.
FN's observatører forsøgte tirsdag at komme ind i Haffeh, men blev mødt af vrede menneskemængder, der kastede sten og metalstænger mod dem.
Da observatørerne kørte fra stedet, blev tre af deres køretøjer beskudt. Observatørerne slap dog uskadt fra episoden.
Siden torsdag i sidste uge har observatørerne forsøgt at få adgang til Haffeh, hvor aktivister siger, at hæren gennem en uge har bekæmpet oprørere.
USA har advaret om, at der kan finde en massakre sted i byen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned