Syv landes luftkvalitet er ikke sundhedsskadelig: Meget alarmerende

Den pakistanske millionby Lahore ligger nummer fem på IQAir''s liste over byer med den højeste koncentration af PM2.5-partikler. (Arkivfoto). Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix

En ny rapport fra schweiziske IQAir viser, at luftkvaliteten i det meste af verden ikke lever op til WHO's retningslinjer. Professor kalder det uacceptabelt.

Offentliggjort Sidst opdateret

I det meste af verden er luftkvaliteten så dårlig, at den er sundhedsskadelig.

7 ud af 138 lande lever op til Verdenssundhedsorganisationens (WHO) retningslinjer for luftkvalitet.

Det viser den årlige undersøgelse fra schweiziske IQAir, der har undersøgt den globale luftkvalitet i 2024.

For at leve op til WHO's mål om en luftkvalitet, der ikke er sundhedsskadelig, skal den årlige gennemsnitskoncentration af giftige PM2.5-partikler i luften være mindre end fem mikrogram per kubikmeter.

Forureningen kan skyldes alt fra industri, trafik, landbrug og forbrænding.

Blandt listens dukse er lande som Australien, Island, Estland og nogle mindre østater.

Værst står det til i det centralafrikanske land Tchad, og Bangladesh tager andenpladsen på listen for luftforurening. Podiet fuldendes af Pakistan.

Zorana Jovanovic Andersen er professor i miljøepidemiologi på Københavns Universitet.

Det bekymrer hende, at en så stor del af jordens befolkning indånder luft, der er sundhedsskadelig på lang sigt.

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Rapporten viser, at folk i hele verden er eksponeret for luftforurening. Vi indånder alle luft, der er farlig for vores sundhed, og det er meget alarmerende, siger hun.

Selv om EU har lovgivet om luftforurening i 2021, mener hun ikke, at det får nok politisk opmærksomhed globalt.

- Luftforurening skal tages alvorligt. Det har ikke fyldt så meget på sundhedsområdet, selv om det er en af de vigtigste faktorer for vores sundhed. Man kan forebygge så meget sygdom ved at forbedre luftkvaliteten, siger Zorana Jovanovic Andersen.

Ifølge den administrerende direktør for IQAir, Frank Hammes, er luftkvalitet et overset emne.

- Luftforurening dræber os ikke med det samme. Det tager måske to til tre årtier, før vi ser en påvirkning på sundheden, medmindre det er meget ekstreme tilfælde. Det er en af de forebyggende ting, folk ikke tænker over, før det er for sent, siger Hammes til The Guardian.

Indiens hovedstad, New Delhi, ligger nummer ti på listen over mest forurenede byer. 15 af de 25 mest forurenede byer på listen ligger i Indien. (Arkivfoto). Foto: Arun Sankar/Ritzau Scanpix

Danmark er det land på listen med den 24. bedste luftkvalitet.

Zorana Jovanovic Andersen mener, at det er Danmarks rolle at vise vejen frem. Men selv om Danmark har opnået gode resultater og ligger godt globalt, er luftforurening fortsat den tredjehyppigste dødsårsag.

Hun fortæller, at luftforurening øger risikoen for både KOL, astma og lungekræft.

Selv om de værste tilfælde af luftforurening er i Asien og Afrika, står det også skidt til i Europa.

Her er den mest forurenede by Novi Pazar i Serbien. Der er luften 20 gange mere forurenet end i den by med den bedste luftkvalitet, Kittilä i Finland.

- Det er ikke acceptabelt, at der er så stor forskel på luftkvaliteten i Europa, siger Andersen.

Hun fortæller, at flere studier viser, at små børn påvirkes af luftforureningen meget tidligt.

Kraftværk i Mongoliets hovedstad Ulan Bator. Mongoliet ligger nummer 28 på IQair''s liste over lande med den største årlige gennemsnitskoncentration af giftige PM2.5-partikler. (Arkivfoto). Foto: Jade Gao/Ritzau Scanpix

- Noget, der bekymrer os, er, at vi kan se påvirkningen hos små børn allerede gennem morens graviditet. Fødselsvægten er lidt lavere, og de fødes med lidt dårligere udviklede lunger.

- De kan udvikle astma og infektioner, hvis de hele tiden udsættes for de her partikler gennem barndommen, og immunsystemet bliver sat på arbejde, siger professoren.

Hun fortæller, at forureningen desuden forårsager hjerte-kar-sygdomme og diabetes og kan påvirke hjernen negativt i form af øget risiko for autisme hos børn, apopleksi og demens.

- Det medfører meget højere risiko for, at de serbiske børn udvikler luftvejsinfektioner, astma og andre alvorlige gener og sygdomme. Det er virkeligt dårlige vilkår at vokse op med luft, der er så forurenet, siger Zorana Jovanovic Andersen.

Hun fremhæver dog, at den lovgivning, som Europa har indført, virker, og at Europa over en bred kam har forbedret sig inden for flere sektorer som industri, trafik og vedvarende energi.

Men ifølge hende har Europa økonomisk råderum til at lovgive endnu strengere.

For selv om det indledningsvis vil koste penge at investere i disse ændringer, vil det spare Europa for store sundhedsomkostninger på længere sigt og bidrage til større sundhed og velstand, vurderer hun.

Siden 2019 er andelen af PM2.5-partikler i Danmark faldet ifølge rapporten.

/ritzau/

Global luftkvalitet 2024

* "The 2024 World Air Quality Report" evaluerer det globale niveau af luftkvalitet. Der er indsamlet data fra 8954 byer fordel på 138 lande, regioner og territorier af den schweiziske luftkvalitetsteknologivirksomhed IQAir.

* Nogle steder i verden kan det være svært at monitorere luftkvaliteten - blandt andet i Sydøstasien. Iran og Afghanistan er desuden ikke en del af årets rapport, ligesom årets PM2.5-partikel-topscorer, Tchad, ikke var med i sidste års rapport.

* Ifølge årets rapport ligger 19 ud af de 20 mest forurenede byer i Asien. Den mest forurenede by er Byrnihat i Indien med 128,2 mikrogram PM2.5 per kubikmeter.

* Bahamas er det land med den bedste luftkvalitet med en score på 2,3. Tchad scorer dårligst med 91,8.

* PM2.5-partikler er giftige, og de er små nok til at trække ind i menneskets lunger, hvor de kan skabe inflammation.

* Lande som Indien og Kina ligger højt på listen, men har forbedret luftkvaliteten betydeligt i løbet af de seneste seks år, viser rapporten.

Kilder: IQAir, The Guardian, CNN.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu