Syv ud af ti plejer at stemme på Erdogan i den tyrkiske storby Konya

Præsident Recep Tayyip Erdogans valgplakater fylder i gadebilledet i Konya. Der står over Erdogans billede, at forbrug af naturgas til kogeblus og varmt vand er gjort gratis i et år. Foto: Murat Tamer/Free

Byen Konya i det centrale Tyrkiet er kendt som en højborg for Recep Tayyip Erdogans parti AKP. Til de seneste to præsidentvalg har over 70 procent stemt på ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, talte til titusinder af fremmødte i Konya i det centrale Tyrkiet i forbindelse med valgkampen, gjorde han det klart, at byen har en særlig betydning.

- Vi elsker Konya. Vores rejse startede her, og vi er kommet til, hvor vi er i dag med Konya, sagde han og tilføjede:

- Konya er troskabens og solidaritetens by.

Den følelse er gengældt. Den mere konservative og religiøse by har gennem flere år været en højborg for Erdogans konservative parti AKP.

Byen har omtrent 1,6 millioner borgere med stemmeret. Til det seneste præsidentvalg i 2018 stemte godt 75 procent af dem på Erdogan, og til lokalvalget i 2019 stemte over 70 procent på AKP.

Konya er en storby med konstant susen fra køretøjer og larm fra skolegårde og byggeprojekter.

Påklædningen er mere tilknappet, og man ser mange kvinder, der går med hijab.

Gadebilledet afslører også, at der snart er valg. Det er især Recep Tayyip Erdogans valgplakater og hans partis flag, som dominerer synsfeltet.

Årsagen til Erdogans popularitet skyldes blandt andet, at levestandarden er blevet hævet i hans regeringstid, mener Erhan Akpolat, der kører taxa som bijob.

- Folk har vænnet sig til ikke at mangle noget. Det er blevet svært for mange at nøjes, siger han og tilføjer:

- Men det er helt rigtigt, at det er blevet sværere for os unge at blive gift. Hvis man for eksempel bor til leje, er det helt umuligt at få det til at løbe rundt, hvis ikke både manden og kvinden arbejder.

Mange tyrkere og kurdere i Danmark stammer fra en af byerne på strækningen mellem Konya og Ankara. Cihanbeyli er en af de byer - godt 100 kilometer nord for Konya.

Denne del af Anatoliens højslette har en tæt forbindelse til Danmark. Ishøj Kommune har nemlig været venskabsby med Cihanbeyli siden 2006.

Der er faktisk en park i byen opkaldt efter Ishøjs borgmester gennem 20 år, Ole Bjørgstrup. Han deltog selv i indvielsen i 2012, hvor han klippede båndet til parkens skilt.

AKP's lokale formand i Cihanbeyli, Büneyye Ekinci, siger, at en af fordelene ved at have tyrkiske statsborgere i udlandet er, at de tjener penge, som de bruger og investerer i Tyrkiet. Foto: Murat Tamer/Free

Ved ankomsten til Cihanbeyli mærkes det omgående, at tempoet bliver sat ned. Der er støvede veje, som bliver mudrede af den mindste regn.

En tilfældig forbipasserende mand har ingen idé om, hvad Ishøj er, da kommunens navn bliver nævnt. Men da han hører ordet venskabsby, der kaldes en søskendeby på tyrkisk, falder tiøren.

- Den kender jeg selvfølgelig. I København, siger han og fortsætter:

- Kom, lad mig byde på te.

Han hedder Burcin Yilmaz, og det viser sig, at han er ansat i kommunen.

Når man træder ind i byens rådhus, bliver man mødt af en metaldetektor og valgbrochurer fra AKP. Der er ikke valgmateriale fra andre partier.

Burcin Yilmaz finder resultaterne fra de seneste valg frem.

Taxachauffør Erhan Akpolat mener, at det er blevet sværere for unge at blive gift, fordi leveomkostningerne er blevet meget dyrere. Foto: Murat Tamer/Free

- Til præsidentvalget i 2018 fik Erdogan godt 55 procent af stemmerne i Cihanbeyli. Og Selahattin Demirtas fik over 23 procent. Der er lidt over 36.000 borgere med stemmeret, siger han.

Demirtas er den tidligere formand for det prokurdiske parti HDP. Han har siddet fængslet siden 2016 anklaget for at sprede terrorpropaganda.

- AKP er mest populær i Konya, men her i Cihanbeyli er der mange kurdere, som stemmer på HDP, forklarer Burcin Yilmaz.

Ikke langt fra rådhuset er AKP's lokale afdeling. Formanden, Büneyye Ekinci, tager imod og byder også på te. Bag sig har han Det Osmanniske Riges våbenskjold og et billede af både Tyrkiets grundlægger, Atatürk, og Recep Tayyip Erdogan.

- For at vi kan nå vores "rødt æble-mål", er det en fordel for os at have borgere i udlandet, siger Büneyye Ekinci.

Erdogans bagland bruger et rødt æble som et symbol på de økonomiske og politiske mål for Tyrkiet, som skal gøre landet til en slags overherredømme, der rækker ud over egne grænser.

Ekinci peger også på, at tyrkiske statsborgere i udlandet kommer til Tyrkiet for at investere og bruge deres penge.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

- Og så hjælper de os med at lære Europa og folket i Europa at kende.

Den tyrkiske befolkning skal vælge deres præsident og parlamentsmedlemmer den 14. maj.

Hvis en af præsidentkandidaterne ikke får over 50 procent af stemmerne, går de to kandidater med flest stemmer videre til anden runde den 28. maj, hvor befolkningen skal stemme igen.

/ritzau/

Seneste meningsmålinger i Tyrkiet

* Areda Survey med 14.193 respondenter. Recep Tayyip Erdogan står til at få 51,1 procent af stemmerne, mens oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, får 42,0 procent.

* Ivem med 4156 respondenter. Erdogan 47,8 procent og Kilicdaroglu 45,9 procent.

* Sonar med 4197 respondenter. Erdogan 41,7 procent og Kilicdaroglu 37,7 procent.

* Asal med 2523 respondenter. Erdogan 49,1 procent og Kilicdaroglu 46,3 procent.

* Orc med 3950 respondenter. Erdogan 44,6 procent og Kilicdaroglu 48,0 procent.

Kilder: De nævnte analyseinstitutter.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu