Tænketank: May vil næppe stoppe brexit trods EU-dom
Tirsdag skal det britiske parlament stemme om den aftale, Storbritannien og EU har forhandlet sig frem til om det britiske farvel til unionen. Billedet er fra en demonstration til fordel for brexit søndag. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Storbritannien kan standse sin udmeldelse af EU. Men premierministeren har lovet at følge folkeafstemning.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, kommer næppe til at benytte sig af muligheden for at omgøre beslutningen om at melde Storbritannien ud af EU.
Det vurderer Bjarke Møller, direktør i Tænketanken Europa, efter at EU-Domstolen har slået fast, at det står Storbritannien frit for at trække sin udmeldelse tilbage.
- Hun har lovet briterne at respektere folkeafstemningen i 2016. Det er det mandat, hun arbejder ud fra, siger Bjarke Møller.
- Så det at sige, at man nu kortslutter processen og ikke længere vil forhandle om brexit, det er ikke et realistisk scenarie.
I 2016 stemte et flertal af briterne for at forlade EU. Derfor har Storbritannien meddelt, at landet forlader unionen til marts næste år. Theresa May har forhandlet sig frem til en aftale om udmeldelsen med de øvrige EU-lande.
Den skal Underhuset i det britiske parlament stemme om tirsdag. Bjarke Møller forventer, at det bliver et massivt nederlag til May.
- Hun har ikke flertal for sin plan. Og der er mange forskellige forslag til, hvordan brexit skal udvikle sig. Den uenighed i Underhuset vil formentlig føre til, at det ender i politisk kaos.
Hvis det ikke lykkes for den britiske regering at få en aftale om farvel til EU igennem parlamentet, så er det en mulighed, at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det er det, der kaldes et "hårdt brexit".
Bjarke Møller ser dog også andre mulige udfald. Blandt andet at May udskriver en folkeafstemning om den aftale, hun har forhandlet sig frem til.
- En anden mulighed er, at der bliver udskrevet valg i Storbritannien, fordi den politiske situation er for fastlåst, siger han.
- Men det er næppe sandsynligt, at der overhovedet er noget, der kan nå at falde på plads med den korte frist, der er til marts næste år. Så det er en politisk hårdknude.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned