Taiwan efter kinesiske rekordflyvninger: De går over stregen
Kinesiske militærfly letter med retning mod Det Sydkinesiske Hav på dette udaterede billede fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. (Arkivfoto.) Foto: Jin Danhua/Ritzau Scanpix
Jin Danhua/Ritzau Scanpix
Ved flyvninger i omstridt luftrum nær Taiwan prøver Kina at trætte de taiwanske styrker, mener regeringsleder.
Kinas militære aktiviteter "går over stregen".
Det udtaler Taiwans regeringsleder, Su Tseng-chang, tirsdag, efter at 56 fly fra det kinesiske luftvåben mandag fløj ind i Taiwans luftforsvarszone. Det er et rekordhøjt antal på én dag.
Over en periode på fire dage er 148 kinesiske fly fra det kinesiske luftvåben fløjet ind i zonen. De mange bølger af fly begyndte fredag, hvor Kina markerede grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina.
Kina anser Taiwan for at være landets eget territorie. Taiwan mener selv, at det er et uafhængigt land, og siger, at det vil forsvare sine friheder og sit demokrati.
Det giver Kina skylden for spændingerne og kalder de gentagne kinesiske militære aktiviteter for krigsførelse i "gråzonen" designet til at trætte Taiwans styrker ved hele tiden at teste dem.
- Taiwan er nødt til at være i alarmberedskab. Kina går i højere og højere grad over stregen, siger Su Tseng-chang.
- Verden kan se, hvordan Kina igen og igen bryder den regionale fred og lægger pres på Taiwan.
Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, skriver i et indlæg for magasinet Foreign Affairs, at andre lande bør kunne se værdien i at arbejde sammen med Taiwan, som i internationalt diplomati er ret isoleret.
- Og de bør huske, at skulle Taiwan falde, så vil konsekvenserne være katastrofale for regional fred og det demokratiske alliancesystem. Det ville signalere, at i tidens globale værdikamp har autoritære principper overtaget over demokrati, skriver Tsai.
En luftforsvarszone er ikke nødvendigvis en del af et lands luftrum. Det er et område, hvor udenlandske fly identificeres og overvåges på grund af nationale sikkerhedsinteresser. Lande kan således på egen hånd erklære, at et område hører til zonen.
Kinesiske militærflyvninger ind i den taiwanske zone plejede at være sjældne. Men de er over en årrække blevet mere og mere hyppige. De udføres blandt andet for at markere kinesisk utilfredshed på særlige tidspunkter.
Kinas forsvarsministerium er ikke vendt tilbage efter nyhedsbureauet Reuters' henvendelse om en udtalelse.
Kina har tidligere sagt, at det handler om at beskytte den kinesiske suverænitet. Samtidig tager Kina ofte afstand fra Taiwans samarbejde med USA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned