Taliban efter aflyst møde: Det vil koste amerikanske liv
USA's præsident, Donald Trump, har aflyst et hidtil hemmeligt møde mellem USA og Taliban. Det kan bringe fredsforhandlingerne mellem de to parter i fare, skriver nyhedsbureauet AP. Foto: Joshua Roberts/Reuters
Joshua Roberts/Reuters
Donald Trump har aflyst møde mellem USA og Taliban, og det vil koste amerikanerne dyrt, lyder det fra Taliban.
Den militante bevægelse Taliban langer søndag hårdt ud efter USA, efter at amerikanerne har aflyst et fredstopmøde mellem de to parter.
- Amerikanerne kommer til at lide mere end nogen andre for at have aflyst samtalerne, siger Zabiullah Mujahid, talsmand for Taliban, i en udtalelse.
Bevægelsen tilføjer, at aflysningen vil føre til flere tabte amerikanske liv.
USA's præsident, Donald Trump, meddelte aflysningen af det hidtil hemmelige møde natten til søndag dansk tid.
Det skete i en række opslag på Twitter.
Begrundelsen var, at Taliban har taget skylden for et angreb fredag i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor en amerikansk soldat mistede livet.
- Hvis de ikke kan holde våbenhvilen under disse vigtige fredsforhandlinger og endda dræber 12 uskyldige mennesker, så har de ikke styrken til at forhandle en meningsfuld aftale på plads, skriver Trump.
USA og Taliban har i omkring et år forsøgt at forhandle sig frem til en aftale om fred. Afghansk-amerikanske Zalmay Khalilzad leder USA's forhandlinger.
Taliban oplyser søndag desuden, at gruppen har planlagt møder med den afghanske regering til den 23. september.
Angrebet i Kabul fredag ramte nær byens diplomatiske kvarter og kostede foruden den amerikanske soldat også en rumænsk soldat og ti civile livet.
- Hvilken slags mennesker ville dræbe så mange mennesker i et forsøg på tilsyneladende at styrke deres forhandlingsposition, skrev Trump.
Ifølge Trump skulle fredsforhandlingerne være foregået søndag på Camp David, den amerikanske præsidents officielle landsted i delstaten Maryland.
Ved topmødet skulle de øverste forhandlere fra Taliban efter planen mødes med Trump og Afghanistans præsident, Ashraf Ghani.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned