Fire mennesker er dræbt på en central plads i byen Liege i Belgien i forbindelse med et voldsomt skyderi, der også har såret 75.
Det siger den officielle anklagemyndighed i byen.
Blandt de dræbte er gerningsmanden, der tog sit eget liv, og blandt de sårede er ifølge avisen Le Soir et barn på to, som er hårdt såret af skud.
De tre andre dødsofre er to teenagere på 15 og 17 samt en 75-årig kvinde.
Angrebet fandt sted på Saint-Lambert-pladsen, hvor byens domstol ligger, og hvor der også er et julemarked.
Ifølge den offentlige anklagemyndighed blev blodbadet begået af én person, og der er ikke tale om terror.
Det belgiske nyhedsbureau Belga skriver, at en af de dræbte er identificeret som en mand ved navn Nordine Amrani, der ifølge Belga også er gerningsmanden.
Han er 32 år og skal tilbage i 2008 være idømt en fængselsdom for ulovlig våbenbesiddelse og for at handle med hash, skriver Belga.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at gerningsmandens bil blev fundet nær pladsen og sprængt i luften af specialpoliti.
Tidligere på eftermiddagen var situationen meget uklar, og belgiske medier talte om to væbnede gerningsmænd, der med kalasjnikov-rifler og chokgranater skabte terror og rædsel på pladsen.
På et tidspunkt forlød det, at en af de to var flygtet ind i en retsbygning på pladsen, mens den anden var dræbt.
Politiet sagde kort tid efter angrebet, at der på pladsen er fundet adskillige "mistænkelige" objekter, og at politiets bombeeksperter var på vej til stedet.
Liege ligger omkring 100 kilometer sydøst for Bruxelles i den fransk-talende del af Belgien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned