Thailand holder nyt parlamentsvalg 20. juli
Den thailandske premierminister, Yingluck Shinawatra, og Thailands valgkommission er onsdag blevet enige om at holde et nyt parlamentsvalg til juli.
Det sker, selv om landets opposition har afvist at sige, hvorvidt man vil deltage i valget eller ej. Tilbage i februar boykottede oppositionen parlamentsvalget, der dog senere blev annulleret.
- Premierministeren og valgkommissionen er enige om 20. juli, siger valgkommissionens generalsekretær, Puchong Nutrawong.
Thailands forfatningsdomstol annullerede februars parlamentsvalg, da regler slog fast, at valget skal holdes den samme dag i hele landet. Valghandlingen blev ikke holdt i 28 sydlige valgkredse, da kandidater blev forhindret i at blive registreret.
I begyndelsen af marts blev der derfor afviklet omvalg i fem provinser.
Den thailandske oppositionsleder, Suthep Thaugsuban, har indtil nu ikke vist noget tegn på, at han vil give sig i striden med landets premierminister, Yingluck Shinawatra.
Thailand har været plaget af krise og uro siden november, og oppositionen kræver, at premierministeren, der anklages for omfattende korruption, træder tilbage.
Shinawatras regering står over for en serie retssager, og hun risikerer at blive fjernet fra posten som premierminister af domstolene i næste måned.
Konflikten i Thailand var længe præget af store, fredelige demonstrationer, men der skete siden en række voldelige sammenstød, som har kostet flere mennesker livet.
Tusindvis af demonstranter protesterede dagligt ved regeringsbygninger i Bangkok mod Yingluck Shinawatra, og demonstranterne mener, at hun er en marionetfigur for den tidligere regeringschef - hendes bror Thaksin Shinawatra, der lever i eksil.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned