Thorning: Danmark øger kamp mod atomterror

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter at hun sammen med blandt andre USA's præsident, Barack Obama, og Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, tirsdag skrev under på en international erklæring om bekæmpelse af atomterror.

Erklæringen indeholder mange hensigtserklæringer, men få egentlige krav til landene. Alligevel mener Thorning, at mødet har været en succes.

- Hvis vi ikke holdt den slags møder og forpligtede landene til at sikre deres nukleare materiale, så sker der ikke noget, siger Helle Thorning-Schmidt.

Danmark er allerede blandt duksene, når det gælder at ratificere FN-resolutioner, som blandt andet gør det strafbart at handle med nukleart materiale og forpligter landene til at opbevare radioaktivt materiale sikkert.

Men nu øger Danmark sin del af kampen mod atomterror ved at give otte millioner kroner ekstra til Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA.

De danske penge er øremærket til en indsats i Nordafrika og Mellemøsten, fordi det arabiske forår har gjort regionen usikker og åbnet mulighed for, at farligt nukleart materiale kan falde i terroristers hænder.

- Danmark er nu et af de 10 lande, der yder mest til netop denne opgave, siger Helle Thorning-Schmidt.

Erklæringen fra Seoul bekræfter målsætningen om, at alt nukleart materiale i de 53 lande skal opbevares sikkert fra 2013. Kilder med indsigt i forhandlingerne siger dog til Ritzau, at det er usandsynligt, at målet kan nås allerede næste år.

Spørgsmål: Er det realistisk at sikre det nukleare materiale inden 2013?

- Det er tydeligt, at der et spor, som hvert land kan følge for at nå derhen. Men der er lande, som har en større udfordring i at nå derhen end andre, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Spørgsmål: Det, du siger, er, at når I mødes igen i Holland i 2014, så er problemet ikke løst?

- Jeg siger, at jeg er helt sikker på, at der er fremdrift i de næste to år. Stemningen i lokalet var, at man vil gøre, hvad man kan på hver sin måde for at nå frem imod det her resultat, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Foto: Lee Jae-Won /Scanpix

Danmark har sluttet sig til den internationale kamp for at forhindre terrorister i at gennemføre et terrorangreb med atomvåben eller farligt nukleart materiale.

Offentliggjort Sidst opdateret