Thorning takker parlament for fleksibilitet
Foto: Vincent Kessler /Scanpix
Vincent Kessler /Scanpix
EU-Parlamentet har udvist en høj grad af samarbejdsvilje, fleksibilitet og evne til at finde kompromiser under det danske formandskab.
Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun tirsdag officielt overdrager formandskabet for EU til Cypern med en tale til parlamentet i Strasbourg.
- Vores forhandlinger over de seneste seks måneder har været karakteriseret ved fleksibilitet, en vilje til at finde fælles fodslag og måske vigtigst af alt: en vilje til at levere på borgernes behov, siger Helle Thorning-Schmidt.
Roserne for samarbejde står i kontrast til den modstand, det danske formandskab i skikkelse af justitsminister Morten Bødskov (S) mødte i EU-Parlamentet i juni.
- Shame on you, lød det blandt andet i den store plenarsal mod Morten Bødskov.
Anledningen var en ændring i Schengen-reglerne, der efter EU-Parlamentets mening ikke gav indflydelse nok til parlamentet.
Og så sent som mandag aften stak EU-Parlamentet en kæp i hjulet på en af det danske formandskabs største sejre, nemlig indførelsen af et fælles EU-patent.
EU-Parlamentet sætter hælene i, fordi stats- og regeringslederne fredag efter britisk pres valgte at fjerne tre paragraffer fra aftalen uden at konsultere parlamentet.
Derfor har EU-parlamentarikerne udskudt afstemningen i protest - foreløbig på ubestemt tid.
Alligevel mener statsministeren, at samarbejdet har været fint.
- Som jeg ser det, er formandskabets resultater også EU-Parlamentets resultater. Rådet og parlamentet er ikke altid enige. Den ophedede debat om Schengen-reglerne var et eksempel herpå, erkender hun.
Statsministeren kalder formandskabets resultater for "håndgribelige". Og opremser blandt andet netop EU-patentet, nye regler for roaming, der giver lavere priser for brug af mobiltelefon i andre EU-lande og nye regler for standardisering.
Desuden nævner hun ny regulering af den finansielle sektor, der skal forhindre fremtidige finanskriser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned