Tidligere Tepco-topfolk går fri efter Fukushima-ulykke
De tre tidligere Tepco-folk ankommer til retten i Tokyo. De stod anklaget for ikke at have handlet tilstrækkeligt på informationer om risikoen ved en stor tsunami. Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
I den eneste kriminalsag efter Fukushima-ulykken stod topfolk anklaget for at have siddet advarsler overhørig.
Tre tidligere topfolk i det japanske energiselskab Tepco er frikendt i den eneste kriminalsag efter Fukushima-ulykken i 2011.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De anklagede var tidligere bestyrelsesformand Tsunehisa Katsumata på 79 år og de to tidligere vicepræsidenter i selskabet, 69-årige Sakae Muto og 73-årige Ichiro Takekuro.
Anklagen lød, at de ikke havde handlet tilstrækkeligt på information om risikoen ved en tsunami som den, der for godt otte år siden bragte enorme ødelæggelser til Japan.
Tepco driver blandt andet en række atomkraftværker i Japan.
Strafferammen for de tre topfolk lød på op til fem års fængsel for alvorlig professionel forsømmelse med dødsfald og personskade til følge.
Men det vurderes altså, at bestyrelsesformanden og de tidligere vicepræsidenter ikke har handlet uagtsomt.
Sagen blev ifølge Reuters ført af advokater, som var hyret af den japanske stat. Det skyldtes, at andre anklagere havde droppet at forsøge at få dømt de tre tidligere topfolk.
Anklagerne havde ifølge AFP argumenteret for, at de tre topfolk havde været til stede ved møder, hvor eksperter advarede om den forventede højde af en tsunami ud for kysten.
En anden anklage lød, at de var vidende om, at en bølge på over ti meter kunne føre til strømsvigt og en stor ulykke på kraftværket.
Det er over otte år siden, at Japans nordøstlige kyst blev ramt af en tsunami forårsaget af et kraftigt jordskælv.
Jordskælvet, som havde en beregnet størrelse på 9,0, forårsagede bølger på op til 14 meter, som oversvømmede Fukushima-værkets kølesystem.
Det medførte, at tre af værkets reaktorer nedsmeltede.
Tsunamien udslettede flere end 260 byer.
Der er ingen, som officielt er døde som følge af Fukushima-nedsmeltningen. Men 18.500 mennesker er døde eller savnede på grund af den tsunami, der forårsagede den.
Fukushima-ulykken regnes for at være den værste atomulykke siden katastrofen ved det ukrainske kernekraftværk Tjernobyl i 1986.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned