Selv om alle tilsteværende så ham gøre det, skulle der gå næsten et halvt år, inden en 28-årig mand onsdag gik til bekendelse og tilstod drabet på en egyptisk kvinde i en østtysk retssal.
Den russiskfødte tysker stak den gravide 31-årige Marwa El-Sherbini ihjel med 18 knivstik og angreb også hendes mand, lige efter at kvinden 1. juli havde vidnet mod ham i en appelretssag.
Han var dømt for at have fornærmet den tørklædeklædte kvinde som islamist og terrorist, efter at hun på en legeplads bad ham gøre plads til hendes treårige søn på en gynge.
Det brutale drab vakte stor opsigt, protester og forargelse i flere muslimske lande, hvor det blev opfattet som udtryk for tysk fremmedhad og islamofobi.
Og da drabssagen blev indledt i sidste uge ved landsretten i Dresden, var over 200 politifolk og udenlandske diplomater på plads, mens den anklagede selv sad bag skudsikre døre i retssalen.
- I dag kan jeg selv ikke længere forstå, hvorfor jeg begik forbrydelsen, skriver den anklagede i en erklæring, som hans forsvarer, Veikko Bartel, læste op i retssalen.
- Det er rigtigt, at jeg er fremmedfjendsk, men det var ikke motivet, hævder manden.
I stedet var han deprimeret og stresset på grund af appelsagen.
Han havde druknet sine bekymringer med alkohol og følt sig magtesløs og chikaneret af staten. Men han havde ikke planlagt gerningen, som han dog heller ikke angrer, bortset fra at hans liv nu ifølge erklæringen er ødelagt.
Dommen ventes afsagt om en uge.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned