To personer er anholdt i Marokko efter angreb i Spanien
To mænd er anholdt i Marokko på mistanke om tilknytning til de formodede gerningsmænd bag varevognsangreb.
To mænd er anholdt i Marokko på mistanke om, at de har forbindelse til de formodede skyldige for varevognsangrebet i Barcelona torsdag i sidste uge, som kostede 13 mennesker livet.
Det oplyser den statslige tv-kanal 2M tirsdag ifølge Reuters.
En af de tilbageholdte har tidligere boet i Barcelona og skal have planlagt et angreb på den spanske ambassade i Rabat i Marokko, oplyser tv-kanalen.
Manden, der blev anholdt i provinsen Nador søndag, mistænkes også for at have tilknytning til Islamisk Stat.
Det er uklart, hvilken forbindelse han mistænkes for at have haft til den "terrorcelle" i Spanien, der menes at have planlagt angrebet i Barcelona samt det angreb, som spansk politi fik standset i opløbet nogle timer senere i en mindre kystby.
Den anden mand blev anholdt i byen Oujda, men til daglig bor han i Ripoll i Spanien.
Ripoll er hjembyen for flere af de personer, som mistænkes for at stå bag angrebene.
I alt omfattede cellen 12 personer, mener spansk politi.
Otte er blevet dræbt, mens de fire andre - alle med marokkanske rødder - tirsdag blev stillet for en dommer i Spaniens højesteret i Madrid.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre, men ifølge de internationale nyhedsbureauer fik de fire læst anklagerne op. Anklagerne omfattede terrorisme, drab og våbenbesiddelse.
En af de fire mistænkte fik lov til at gå på en såkaldt betinget løsladelse.
Det kan ifølge Reuters tage måneder eller endda år, før den egentlige retssag begynder.
Tre af de fire mistænkte blev anholdt i Ripoll. Den fjerde blev fundet såret efter en eksplosion i et hus i Alcanar og derefter anholdt.
Politiet mener, at beboerne i huset var i færd med at forberede et stort angreb med gasflasker i Barcelona.
Mandag blev den hovedmistænkte for angrebet i Barcelona, Younes Abouyaaqoub, skudt og dræbt i en politiaktion.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie