To personer er dræbt i skyderi i supermarked i USA
En ambulanceredder på indkøbstur forsøgte forgæves at redde en kvinde, siger han efter skyderi i supermarked.
Flere mennesker er blevet skudt i et supermarked i udkanten af byen Louisville, der ligger i den amerikanske delstat Kentucky.
To personer har mistet livet. En mand og en kvinde.
Det bekræfter Sam Rogers, der er politichef hos det lokale politi, Jeffersontown Politi. Gerningsmanden sendte adskillige skud mod den dræbte mand inde i butikken.
Det kvindelige offer blev dræbt på parkeringspladsen uden for butikken.
Gerningsmanden flygtede fra gerningsstedet, mens han udvekslede skud med en borger, der var bevæbnet med en pistol.
Den mistænkte blev efterfølgende pågrebet. Politiet siger, at der er tale om en mand, men har ikke offentliggjort yderligere detaljer.
Skyderiet fandt sted onsdag eftermiddag lokal tid i en Kroger-butik.
En af dem, der var til stede i butikken, var ambulanceredder Eric Deacon. Han var ved at handle, da der pludselig blev åbnet ild.
Han forklarer, at han hørte et "højt brag".
- Det lød næsten som en palle, der ramte gulvet, siger han til WDRB-TV.
Han fortæller videre, at han så en kvinde blive ramt, mens han var ved at ringe til politiet. Han beskriver hende som værende sidst i 50'erne.
- Jeg så på hende, og hun var ... hun var borte. Jeg vidste, at der ikke var noget, jeg kunne gøre, fortæller ambulanceredderen.
Kroger-butikken ligger i den østlige udkant af Louisville.
Detailhandelskæden har udsendt en pressemeddelelse efter onsdagens skyderi. Her lyder det, at selskabet er "chokeret og bedrøvet over skyderiet".
- Takket være en hurtig reaktion fra det lokale politi blev den mistænkte pågrebet, og butikken blev sikret, skriver Kroger.
Butikken blev lukket efter skyderiet, og den åbner ikke, før undersøgelserne er fuldendt, fremgår det af pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie