To politifolk dræbt ved angreb i Bangkok

Tre eksplosioner i Bangkoks forretningsdistrikt og et skudattentat lørdag morgen lokal tid har kostet to thailandske politifolk livet. Det oplyser repræsentanter fra det lokale politi. Samtidig oplyser hospitalsmyndighederne, at otte politi- og militærfolk er såret.

- To politifolk er blevet dræbt. Jeg tror, at nogen ikke ønsker, at demonstrationerne ender, siger en talsmand for Thailands politi.

Den ene politimand blev dræbt af eksplosionerne, der er forårsaget af granater. Sprængningerne fandt sted ved en sikkerhedskontrol ved en stærkt bevogtet gade i den thailandske hovedstad nær en lejr, hvor regeringskritiske demonstranter - de såkaldte rødskjorter - holder til.

En time forinden blev en anden politimand dræbt, da han blev ramt af skud fra en forbikørende bil i samme område.

Episoderne kommer få dage efter, at landets premierminister, Abhisit Vejjajiva, og oppositionen har indgået en forsoningsplan, der blandt andet vil føre til afholdelsen af et valg den 14. november.

Bangkok har de seneste to måneder været skueplads for demonstrationer mod regeringen. Ud over fredagens dræbte har 27 mistet livet under sammenstød mellem rødskjorterne, regeringsvenlige demonstranter og politifolk. Næsten 1000 er såret.

Thailands rødklædte demonstranter accepterede i starten af ugen den forsoningsplan, som premierminister Abhisit Vejjajiva, fremlagde. Det skal føre til afholdelsen af valg den 14. november.

/ritzau/AFP

To thailandske politimænd er blevet dræbt efter eksplosioner og skud nær forretningsdistriktet i hovedstaten Bangkok.

Offentliggjort Sidst opdateret