To soldater dræbt og 50 såret i angreb på tyrkisk base
Militærpoliti var mål for et angreb i det sydøstlige Tyrkiet, der er præget af uro. To soldater blev dræbt.
To soldater blev dræbt og næsten 50 mennesker såret, da en bil fyldt med sprængstoffer sent mandag aften bragede ind i en militærbase i den sydøstlige del af Tyrkiet.
Bilens chauffør kørte direkte ind i den bygning, hvor mange af soldaterne og deres familier bor.
Seks af de sårede er civile pårørende til soldater, oplyser det tyrkiske militær.
Omkring 20 ambulancer blev efterfølgende kørt til byen Hani, hvor angrebet skete.
Eksplosionen var så voldsom, at vinduer i byens huse blev knust, mens bygninger rystede ifølge øjenvidner, som Reuters har talt med.
Ingen har taget skylden for angrebet, men de tyrkiske myndigheder skyder skylden på militante fra Kurdistans Arbejderparti (PKK).
Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, siger tirsdag, at "han fordømmer det modbydelige angreb".
- Det er sådanne angreb, en terrororganisation tyr til, når den er trængt op i et hjørne, siger han med henvisning til PKK, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sydøstlige Tyrkiet har været præget af uroligheder siden juli sidste år, hvor PKK valgte at se stort på en våbenhvile, der ellers havde holdt i to år.
Siden har den tyrkiske regering svoret at rive organisationen op med rode og nægter at vende tilbage til forhandlingsbordet.
Ifølge den tyrkiske hær blev 39 medlemmer af PKK dræbt alene i weekenden i fire forskellige byer.
Tusinder af militante samt hundredvis af soldater og civile er blevet dræbt, siden PKK - en terrororganisation ifølge Tyrkiet, EU og USA - genoptag kampene mod Tyrkiet sidste sommer.
I alt er flere end 40.000 personer blevet dræbt i konflikten, siden PKK i 1984 indledte et væbnet oprør med krav om fuldstændig uafhængighed. Siden er kravet blevet ændret til ønsker om mere autonomi og flere rettigheder til det kurdiske mindretal.
/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned