Tre dræbt og 40 såret i PKK-angreb i tyrkisk turistby
Et bilbombeangreb i Van har kostet tre civile livet. Myndighederne skyder skylden på Kurdistans Arbejderparti.
Tre mennesker er blevet dræbt og 40 andre såret i et bilbombeangreb i byen Van i det østlige Tyrkiet torsdag.
Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Viceguvernøren i Van, Mehmet Parlak, fortæller, at angrebet blev udført af militante fra Kurdistans Arbejderparti (PKK), som han refererer til som "den regionale terrorgruppe".
Angrebet var tilsyneladende rettet mod et politihovedkvarter i det centrale Ipekyolu-distrikt i byen.
Viceguvernøren siger til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, at de tre dræbte var civile, mens to af de sårede er politibetjente.
Anadolu rapporterer, at en mand, som er mistænkt for at have placeret bomben, er i politiets varetægt. Den mistænkte er angiveligt selv kommet til skade i angrebet.
De tyrkiske sikkerhedsstyrker er blevet ramt af næsten daglige angreb fra PKK, siden en to et halvt år gammel våbenhvile mellem parterne brød sammen i 2015. Hundredvis af betjente og soldater har mistet livet i konflikten.
Van, der både har en kurdisk og tyrkisk befolkning, er et populært turistmål og har i modsætning til den nærliggende by Diyarbakir generelt været forskånet for mere alvorlige angreb.
Efter kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering 15. juli har PKK fortsat sine angreb med uformindsket styrke.
I mandags blev otte mennesker - fem betjente og tre civile - dræbt i et bilbombeangreb mod en trafikkontrolpost på en motorvej nær Diyarbakir.
Den tyrkiske regering har lovet at få ram på PKK i det østlige Tyrkiet. Regeringen er samtidig i gang med en massiv udrensning i landets militær i et forsøg på at finde de ansvarlige bag kupforsøget.
Flere end 40.000 mennesker er blevet dræbt, siden PKK greb til våben i 1984 med det formål at oprette en uafhængig stat for Tyrkiets kurdiske mindretal.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned