Tre er døde og en savnes efter bygningseksplosion i Belgien
Brandfolk inspicerer skaderne på en bygning i byen Turnhout i Belgien efter en formodet gaseksplosion fredag. Foto: Johanna Geron/Reuters
Johanna Geron/Reuters
Myndighederne mistænker, at en gaslækage er årsag til eksplosion i det nordlige Belgien nytårsaften.
Tre personer har mistet livet, efter at en kraftig eksplosion fredag har ødelagt store dele af et lejlighedskompleks i den nordlige belgiske by Turnhout.
Én kvinde er blevet reddet ud af bygningen i live.
Eksplosionen fandt sted efter klokken 08 om morgenen nytårsaftensdag. Borgmester i Turnhout Paul Van Miert siger fredag aften, at redningsfolk siden har fundet to lig blandt murbrokkerne.
Forinden havde myndighederne allerede bekræftet, at en person var omkommet.
Redningsmandskab leder fortsat efter yderligere en person. Det er på nuværende tidspunkt uklart, om vedkommende befandt sig i bygningen, da eksplosionen indtraf.
Paul Van Miert oplyser ifølge det belgiske nyhedsbureau Belga, at kvinden, der blev reddet ud af bygningen, er blevet bragt til sygehuset. Det vides ikke, hvor alvorligt hun er kommet til skade, men redningsfolkene kunne indledningsvist ikke få hende ud, fordi bygningen er så beskadiget.
Faren for et totalt kollaps besværliggør også eftersøgningen efter den sidste savnede person.
På billeder fra stedet kan man se, hvordan dele af de to øverste etager i den fire etager høje bygning er blevet fuldstændig ødelagt.
Blandt andet er dele af de ydre vægge og loftet kollapset.
I et interview med avisen Het Laatste Nieuws siger Paul Van Miert, at myndighederne mistænker, at der har været tale om en gaseksplosion.
Han opfordrer samtidig byens indbyggere til at affyre så lidt fyrværkeri som muligt resten af aftenen for ikke at belaste redningstjenesten unødigt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned