Tre mænd, der er mistænkt for at have planer om at dræbe den svenske kunstner Lars Vilks, blev onsdag frigivet af byretten i Göteborg.
Det viser protokollen fra domstolen.
De tre mænd er ikke frikendt, og der falder først dom i sagen den 20. januar.
- Min klient er usigeligt lettet. Vi ser beslutningen om at opgive varetægtsfængsling som et tegn på, at retten anser mændene for at være uskyldige, siger forsvareren Urban Gilborne.
De tre mænd var mistænkt for at have planlagt at dræbe Lars Vilks i forbindelse med en kunstudstilling.
Motivet skulle være kunstnerens omstridte tegninger af profeten Muhammed, som blev bragt i flere svenske aviser i august 2007. Her blev profeten skildret som en hund.
Alle tre mænd bar lommeknive, da de blev anholdt, og der var mistanke om, at de ville stikke kunstneren ned i Röde Stens kunsthal, da udstillingen skulle åbne i september.
Men mændene har forklaret, at de altid går med kniv for at kunne forsvare sig, da de føler sig truede.
En af mændene, der havde spurgt efter Lars Vilks, har forklaret, at han ville spørge kunstneren, hvorfor han hakkede på islam hele tiden.
Ifølge anklageren mødtes de tre mænd ved kunsthallen flere gange for at rekognoscere inden åbningen af biennalen, hvor de ville angribe Vilks.
I en telefonsamtale mellem mændene, som blev læst af anklageren, taler en af dem om, at han har en mission eller en opgave og har brug for en bil.
Han sagde også, at han snart ville komme til at tjene 500.000 kroner.
- Det viser også, at der kunne tjenes penge på at dræbe Vilks, mente anklageren.
Siden er det kommet frem, at der er forekommet konkrete trusler mod den svenske avis Nerikes Allehanda, der offentliggjorde kunstneren Lars Wilks karikaturtegning af Muhammed som en hund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned