Tropisk storm hærger det centrale Vietnam

Mindst 14 mennesker har mistet livet i forbindelse med den tropiske storm, Mirinae, der har hærget det centrale Vietnam. Det oplyser lokale aviser tirsdag.

Dronning Margrethe er for øjeblikket på officielt besøg i Vietnam.

Adskillige byer i provinserne Phu Yen og Quang Ngai er blevet oversvømmet på grund af floder, der er gået over deres bredder. Nogle steder ligger laderne under mere end en meter vand, oplyser nyhedsportalen VietnamNet.

Alene i Phu Yen har 13 mennesker mistet livet som følge af uvejret, oplyser avisen Thanh Nien. Dødstallene er dog ikke blevet bekræftet af de nationale myndigheder.

Stormen med vindstød på op til 133 km i timen og 600 millimeter nedbør ramte provinserne Phu Yen, Binh Dinh, Quang Ngai og Khanh Hoa mandag.

Mirinae har ødelagt flere end 150 huse og tagene på adskillige skoler og helseklinikker er blevet blæst af.

Vietnam Airlines aflyste alene mandag 34 flyvninger til og fra den centrale del af landet.

/ritzau/dpa

Den tropiske storm Mirinae spreder død og ødelæggelse under dronning Margrethes besøg i Vietnam.

Offentliggjort Sidst opdateret