Trump advarer BRIKS-lande om straftold hvis de undergraver dollar
USA's kommende amerikanske præsident, Donald Trump, er ikke nærig med trusler om forhøjede toldsatser. Også BRIKS-landene vil blive ramt, hvis de prøver at finde et alternativ til den amerikanske dollar i den internationale handel. (Arkivfoto). Foto: Brandon Bell/Reuters
BRIKS-lande bliver udelukket fra at sælge på det amerikanske marked, hvis de erstatter dollaren, siger Trump.
USA's kommende præsident, Donald Trump, truer de såkaldte BRIKS-lande med en straftold på 100 procent, hvis de forsøger at etablere en ny valuta eller bakke op om en anden valuta end den amerikanske dollar som verdens førende valuta.
Det skriver Trump lørdag på sit sociale medie, Truth Social.
- Vi kræver en forpligtelse fra disse lande om, at de hverken vil skabe en ny BRIKS-valuta eller støtte nogen anden valuta til at erstatte den mægtige amerikanske dollar, skriver han.
Hvis de alligevel gør det, "vil de blive ramt af 100 procent straftold og bør forvente at sige farvel til at sælge på det vidunderlige amerikanske marked", skriver han videre.
Langt størstedelen af den internationale handel foregår med dollar som valuta.
BRIKS-samarbejdet består i dag af ni medlemslande.
De fem store vækstøkonomier Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har lagt navn til alliancen.
I januar blev samarbejdet udvidet med Egypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater.
Det er ikke første gang, at Trump truer med forhøjede toldsatser. Tidligere på ugen sagde han, at der vil blive lagt 25 procent ekstra told på varer fra USA's to nabolande, Mexico og Canada.
Handlen i Nordamerika var et af de emner, der stod højt på dagsordenen under den canadiske premierminister, Justin Trudeaus, besøg hos Trump i Florida lørdag.
Trump har efterfølgende betegnet mødet som "konstruktivt", mens Trudeau ikke umiddelbart har udtalt sig.
Trumps trusler har vakt bekymring om en ny handelskrig mellem USA og nogle af landets største handelspartnere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned