Trump ændrer toldkurs efter internt pres: Man skal være fleksibel

Trump har ifølge Reuters indikeret, at panikken på de globale markeder, siden han annoncerede de nye toldsatser 2. april, har spillet ind på beslutningen om at sætte gengældelsestold på pause. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Donald Trump har trykket på pauseknappen i toldkrig med de fleste handelspartnere. Presset blev for stort, siger kilder. En del af planen, siger minister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans administration har insisteret på, at der ikke ville blive pillet ved forhøjede toldsatser mod lande verden over.

Da der mandag var meldinger om, at Trump overvejede at sætte tolden på import af udenlandske varer på pause i tre måneder, kaldte Det Hvide Hus forlydenderne for "fake news".

Men onsdag aften dansk tid skete det så alligevel.

Efter en uge med global panik på de økonomiske markeder satte Trump gengældelsestolden på pause i 90 dage.

Dermed bliver de forhøjede toldsatser på blandt andet 20 procent for EU skrottet.

I stedet gælder en basistold på ti procent over hele linjen. Bortset fra for Kina, som USA er i en stadig eskalerende toldkrig med.

Dermed gik der mindre end 24 timer, fra de forhøjede toldsatser mod de fleste af USA's handelspartnere trådte i kraft, til de var sat på pause igen.

Spørgsmålet på manges læber er nu, hvad der fik Trump på andre tanker. Ifølge hans finansminister, Scott Bessent, har pausen været Trumps "strategi hele vejen".

Planen har været at få lande til forhandlingsbordet, og det er lykkedes.

Trump har dog ifølge Reuters indikeret, at panikken på de globale markeder, siden han annoncerede de nye toldsatser 2. april, har spillet ind på beslutningen.

Efter i dagevis at have holdt fast i, at hans politikker ikke ville ændre sig, sagde han onsdag, at "man er nødt til at være fleksibel".

Trump sagde også, at han havde overvejet pausen i flere dage.

Tilsyneladende er han blevet presset af både republikanske partifæller og erhvervslivet.

Onsdag blev presset så stort, at han skiftede kurs. Det skriver CNN, som har talt med tre anonyme personer med kendskab til sagen.

Trump fortæller her om beslutningen om at sætte forhøjet told på pause. Bag ham står to af hans vigtigste rådgivere i toldkrigen. Yderst til højre ses handelsminister Howard Lutning, og ved siden af ham står finansminister Scott Bessent. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Ifølge CNN's kilder var det særligt en udvikling, som fik Trump til at trykke på pauseknappen.

En skarp stigning i salget af amerikanske statsobligationer - et normalt sikkert marked for investorer - viste, at de økonomiske konsekvenser af strategien potentielt var "katastrofale og værre, end hans rådgivere havde forventet", skriver CNN.

Den øgede bekymring i finansministeriet over udviklingen på markedet for statsobligationer var ifølge de folk, som CNN har talt med, en central faktor i beslutningen.

Finansminister Scott Bessent skal have rejst bekymringerne direkte over for Trump onsdag. Det skete ifølge CNN på et møde, før toldpausen blev annonceret.

Trump siger, at beslutningen blev taget tidligt onsdag morgen lokal tid.

Derudover har topfolk i erhvervslivet også i stigende grad udtrykt bekymring over for rådgivere i Det Hvide Hus. Det skal også have medvirket til den nye kurs.

Men Trump-administrationen holder fast i, at det hele har været en del af en større plan, som har fået 75 lande til forhandlingsbordet.

Aktiekurserne verden over er braget op og ned den seneste uges tid, alt efter hvilke meldinger der er kommet fra USA og landets handelspartnere i toldkrigen. Her er det i Jakarta, Indonesien. Foto: Bay Ismoyo/Ritzau Scanpix

Det er ikke for sjov, at forretningsmanden Donald Trump har skrevet "The Art of the Deal" - en bog om forhandlingstaktik.

- I har tydeligvis ikke formået at se, hvad præsident Trump gør her. Hele verden ringer til USA.

- Mange af jer i medierne har tydeligvis overset forhandlingens kunst (art of the deal, red.), sagde Karoline Leavitt, talsperson i Det Hvide Hus, onsdag.

I sidste ende er årsagerne og tankerne bag Trumps beslutning nok uden betydning, bemærker BBC.

Virkeligheden er nu, at USA kører en mindre fjendtlig linje over for sine handelspartnere. Også selv om de ti procent basistold i sig selv for bare nogle uger siden ville have været en kæmpe nyhed.

Den forhøjede told på stål, aluminium og biler står også stadig.

Men om 90 dage udløber pausen, og så kan denne uges økonomiske drama og usikkerhed starte forfra.

Talsperson i Det Hvide Hus Karoline Leavitt og finansminister Scott Bessent fastholder begge, at det hele tiden har været Trumps plan, at forhøjede toldsatser skulle sættes på pause. Tolden var en forhandlingsstrategi, lyder det. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Trumps told

* Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen med told er, at forbrugerne til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.

* USA's præsident, Donald Trump, har indført højere toldafgifter på import af blandt andet stål og aluminium. I sidste uge annoncerede han en toldsats på 25 procent på udenlandske biler.

* Onsdag 2. april, som Trump har kaldt for USA's "befrielsesdag", indførte Trump en basistold på ti procent for alle lande og endnu højere såkaldt gengældelsestold på en lang række lande, som ifølge Trump ikke behandler USA retfærdigt.

* Onsdag 9. april satte Trump gengældelsestolden på pause - bortset fra for Kina. Basistolden, tolden på stål og aluminium og biler står ved magt.

* Den amerikanske præsident vil med told på udenlandske produkter øge incitamentet til at producere inden for landets grænser.

Kilder: Reuters, AFP og Det Hvide Hus.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu