Trump anerkender Golanhøjderne som en del af Israel
USA's præsident, Donald Trump, rækker den pen, han har brugt til at underskrive dekretet om Golanhøjderne, til en tydeligt tilfreds israelsk premierminister, Benjamin Netanyahu, i Det Hvide Hus mandag. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Det er i sandhed en historisk dag, siger Netanyahu, mens Syrien udråber USA som "araberes hovedfjende".
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har mandag underskrevet et dekret, hvor USA anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne.
- Det har været længe undervejs. Det skulle have været gjort for årtier siden, sagde Trump, da han underskrev dekretet.
Præsidenten har mandag den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, på besøg i Washington.
Netanyahu roste Trump i høje vendinger for beslutningen.
- Dette er i sandhed en historisk dag, sagde den israelske regeringschef.
- Israel har været heldig at have mange amerikanske præsidenter som ven. Men Israel har aldrig haft en bedre ven end dig, lød det fra en strålende glad Netanyahu.
Dekretet formaliserer Trumps udtalelse fra torsdag. Her skrev han på Twitter, at "efter 52 år er det på tide, at USA fuldt anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne".
Israel erobrede området fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967 og erklærede det som en del af landet i 1981.
Internationalt har Israels annektering af det strategisk vigtige højdedrag aldrig været anerkendt. FN's Sikkerhedsråd fastslog i 1981, at det er besat syrisk territorium.
- FN's politik angående Golanhøjderne er afspejlet i de relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet, og den politik har ikke ændret sig, siger en talsmand for FN's generalsekretær, António Guterres, mandag til Reuters.
Fra flere sider har der lydt advarsler om, at USA's beslutning om at anerkende Israels ret til Golanhøjderne kan få vidtrækkende og farlige konsekvenser.
Rusland advarer mandag igen om "ny bølge" af spændinger i Mellemøsten, efter Trump har underskrevet dekretet.
Syrien betragter USA's anerkendelse af Golanhøjderne som israelske som et alvorligt angreb på landets suverænitet, skriver det syriske udenrigsministerium i en meddelelse, der er viderebragt af det statslige nyhedsbureau Sana.
Trump har ikke autoritet til på egen hånd at "legitimere besættelsen" af Golanhøjderne, hedder det i den syriske meddelelse.
- Beslutningen gør USA til araberes hovedfjende, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra det syriske ministerium.
Intet kan ændre "det evige historiske faktum, at Golan var og vil forblive syrisk arabisk", tilføjer ministeriet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned