Trump annoncerer plan om store investeringer i kunstig intelligens
Sammen med repræsentanter for ChatGPT, SoftBank og Oracle præsenterede Donald Trump tirsdag aften dansk tid en investering i infrastruktur til kunstig intelligens. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Tre techselskaber vil tilsammen investere mindst 500 milliarder kroner i kunstig intelligens, siger Trump.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at mindst 500 milliarder dollar vil blive investeret i infrastruktur til kunstig intelligens.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til knap 3600 milliarder kroner.
Investeringerne vil komme fra tre ledende selskaber på markedet, siger Trump.
Det er OpenAI, der står bag den populære chatbot ChatGPT, det japanske teleselskab SoftBank og it-selskabet Oracle, der sammen vil investere pengene i projektet, som har fået navnet Stargate.
Repræsentanter for de tre selskaber deltog tirsdag aften sammen med Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus, hvor investeringen blev præsenteret.
- Dette storslåede initiativ er en rungende erklæring om tiltroen til USA's potentiale under en ny præsident, siger Trump ifølge AFP dagen efter, at han blev taget i ed som USA's præsident.
Præsentationen af Stargate sker, efter at Trump har tilbagekaldt et dekret, der skulle reducere de risici, som kunstig intelligens angiveligt udgør for forbrugere, lønmodtagere og den nationale sikkerhed. Dekretet blev underskrevet af Joe Biden i 2023.
Trump har tidligere omtalt kunstig intelligens som et område, der er afgørende for den amerikanske konkurrenceevne i fremtiden.
Kunstig intelligens kræver stor datakraft, hvilket øger efterspørgslen efter specialiserede datacentre. Det gør det muligt for teknologiselskaber at koble tusindvis af computerchips sammen i klynger.
- De er nødt til at producere en masse elektricitet, og vi vil gøre det muligt for dem at få produktionen gjort meget nem på deres egne anlæg, hvis de ønsker det, siger Trump tirsdag aften ifølge Reuters.
I takt med at USA's forbrug af strøm stiger som følge af blandt andet datacentre koblet til kunstig intelligens, vil omkring halvdelen af USA være i øget risiko for strømmangel i det næste årti.
Det oplyste det nordamerikanske elsikkerhedsråd (Nerc) i december.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned