Trump besøger Storbritannien 13. juli
Donald Trump og premierminister Theresa May under deres første møde i Det Hvide Hus 27. januar 2017. Foto: Scanpix/Brendan Smialowski
Scanpix/Brendan Smialowski
USA's præsidents besøg i Storbritannien bliver ikke et statsbesøg, og dronningen tager nok ikke imod.
USA's præsident, Donald Trump, besøger Storbritannien 13. juli, oplyser Det Hvide Hus.
Hans besøg har været ventet i langt over et år, efter premierminister Theresa May var den første udenlandske leder til at besøge Trump få dage efter hans indsættelse som præsident i januar 2017.
Ved den lejlighed aftalte de et genbesøg.
Trumps talskvinde, Sarah Sanders, bekræfter, at der ikke bliver tale om et statsbesøg, og at Trump formentlig ikke kommer til at møde dronning Elizabeth.
Besøget bekræftes også af den britiske regering.
Det fremgår ikke, hvor lang tid Trump vil blive i landet.
Besøget er flere gange blevet udsat, og det har skabt usikkerhed om, hvor tæt de to lande er på hinanden med Trump som præsident i USA.
Præsidenten havde planlagt en visit for at åbne USA's nye ambassade i London, men det blev aflyst i januar.
Det har ikke skortet på advarsler fra politikere og meningsdannere mod et besøg af den upopulære Trump .
Uofficielt er de britiske myndigheder bekymret for, at Trump i London vil blive mødt med store demonstrationer.
Kilder sagde onsdag til avisen The Guardian, at Trump kommer til London og skal møde premierministeren i hendes embedsbolig i Downing Street 10.
Besøget kommer i forlængelse af et Nato-møde i Bruxelles, som præsidenten deltager i, skrev avisen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned