Trump indfører told på udenlandske biler og rider videre på egen toldbølge

Bilproducenternes forening i Tyskland, VDA, opfordrer EU og USA til at lave en aftale, så man undgår en handelskrig. (Arkivfoto). Foto: Focke Strangmann/Ritzau Scanpix

Siden Donald Trump erklærede, at told er et af hans favoritord, har det fyldt meget i hans politik. Onsdagens annoncering af biltold vækker bekymring i Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag aften faldt Trumps toldhammer endnu en gang.

Siden Donald Trump i januar blev indsat til sin anden periode som USA's præsident, har told været en central del af hans handelspolitik.

Han har indført told på en lang række udenlandske varer.

Det er både gået ud over Canada, Mexico, Kina og EU, og USA har desuden indført told på stål og aluminium.

Onsdag blev det bilernes tur.

* Hvad indfører Trump told på nu?

Trump vil indføre 25 procent told på udenlandske biler. Det vil sige biler, der ikke produceres i USA. Det sagde han på et pressemøde i Det Hvide Hus onsdag aften dansk tid.

Det gør han for at beskytte den amerikanske bilindustri, fremgår det af et faktaark fra Det Hvide Hus.

Tolden vil efter planen træde i kraft fra torsdag den 3. april og vil gælde biler og lette lastbiler.

- Vi kommer til at indføre en told på 25 procent på alle biler, der ikke er fremstillet i USA. Hvis de er lavet i USA, er der absolut ingen told, sagde Trump ifølge AFP.

Ifølge Reuters vil toldsatserne også omfatte bildele, men det vil træde i kraft senere - senest fra 3. maj, lød det fra Trump.

* Hvorfor mere told?

Donald Trump vil med told på udenlandske produkter øge incitamentet til at producere inden for landets grænser.

Han forventer, at de nye toldsatser vil give USA over 100 milliarder dollar i indtægter. Det svarer til over 693 milliarder kroner. Estimatet kommer fra en talsperson fra Trumps administration ifølge Reuters.

Onsdag aften dansk tid annoncerede den amerikanske præsident, Donald Trump, at han vil pålægge biler og lette lastbiler, der ikke er produceret i USA, en told på 25 procent. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Trump har varslet endnu flere toldsatser fra 2. april.

* Hvad siger Europa?

Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, fordømmer Trumps udmelding om endnu en toldsats.

- Jeg er dybt ærgerlig over USA's beslutning om at indføre told på europæisk bileksport, sagde hun ifølge AFP.

Ifølge dpa uddyber hun, at toldsatser både er dårlige for virksomheder og forbrugere i USA og EU.

Hun tilføjer, at EU "fortsat vil forsøge at indgå i forhandlinger for at finde en løsning, mens det værner om sine økonomiske interesser".

* Hvad bliver konsekvenserne?

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger, at EU vil forsøge at forhandle sig til en løsning for at undgå konsekvenserne af en amerikansk told på biler importeret fra EU. (Arkivfoto). Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Gitte Seeberg er administrerende direktør for Autobranchen Danmark. Hun mener ikke, at der bliver nogen vindere i spillet om toldsatser på ikkeamerikanske biler.

- Bundlinjen er, at det hele ender med at blive dyrere for alle. Jeg tror i første omgang, at det går hårdest ud over de amerikanske bilkøbere.

- Mange af de amerikanske producenter har placeret dele af deres produktion i Mexico og Canada, og nogle dele ryger flere gange frem og tilbage over grænsen. Derfor vil deres biler også blive ramt af tolden, siger hun.

Tolden vil også gå ud over Europa, og særligt Tyskland vil få sværere ved at afsætte biler til USA, forklarer hun. Det vil dermed også ramme danske virksomheder, som leverer dele til den tyske bilindustri.

Den tyske bilkoncern BMW opfordrer EU og USA til at lande en aftale for at undgå en handelskrig, skriver Reuters. Det samme gør VDA, bilproducenternes forening i Tyskland.

Seeberg forudser, at biler, der tidligere har været tiltænkt det amerikanske marked, kan blive afsat andre steder. Hun nævner for eksempel, at der kunne komme flere kinesiske biler til Danmark de kommende år.

* Hvordan svarer andre lande igen?

EU’s bilindustri. Foto: WER/Free

Japans premierminister, Shigeru Ishiba, sagde torsdag morgen, at "alle muligheder er på bordet", når det kommer til at finde den mest effektive respons til USA's biltold ifølge Reuters.

Sydkorea overvejer også mulige tiltag. Landets industriminister, Ahn Duk-geun, har nævnt finansiel støtte til landets bilvirksomheder som en mulighed.

Japan er kendt for bilproducenter som Toyota, Honda og Nissan, mens bilmærkerne Kia og Hyundai er sydkoreanske.

/ritzau/

Trumps told

* Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen med told er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.

* Siden begyndelsen af marts har Trump varslet, at USA i begyndelsen af april ville lægge told på flere udenlandske varer end de toldsatser, han allerede havde indført på blandt andet stål og aluminium. Onsdag annoncerede han en toldsats på 25 procent på udenlandske biler.

* I 1985 var 97 procent af de solgte biler i USA produceret i USA. I dag er det omkring 50 procent. Størstedelen af de importerede biler kommer fra Mexico, Canada, Japan, Sydkorea og Tyskland. 

* De nye afgifter er blot de seneste i en række fra Donald Trumps hånd. Den amerikanske præsident vil med told på udenlandske produkter øge incitamentet til at producere inden for landets grænser.

* Fra Trump-lejren lyder det, at der kun er risiko for recession på grund af den tidligere præsident Joe Bidens økonomiske politik. Reuters påpeger, at da Trump blev taget i ed som USA's præsident den 20. januar, var arbejdsløsheden i USA tæt på at være historisk lav, der var et højt forbrug blandt amerikanerne, og bruttonationalproduktet havde i to år haft en stigende tendens.

Kilder: Det Hvide Hus, Reuters og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu