Trump kan skrive sig ind i historiebøgerne ved udvidelse af USA
Donald Trump peger på et kort over "Den Amerikanske Golf", hvilket er, hvad Trump-administrationen konsekvent kalder Den Mexicanske Golf. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau ScanpixJim Watson/Ritzau Scanpix
De er mange år siden, at USA senest udvidede sit territorium. Det vil Trump tilsyneladende lave om på. Men blandt vælgerne er der ikke den store appetit på det.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
I valgkampen var mantraet "Amerika Først".
USA skulle fokusere på USA, blive stærkere og fylde mindre på den internationale scene.
Men det virker til, at præsident Donald Trumps strategi nu i stedet hedder "Amerika Mere", skriver Reuters.
Præsidenten er opsat på at udvide USA med nye territorier. Det indikerer i hvert fald mange af hans udtalelser.
USA skal have Grønland. Canada skal være USA's 51. stat. USA skal igen have kontrol over Panamakanalen. Trump har endda luftet idéen om amerikansk kontrol med Gazastriben.
Annonce
Det står klart, at den nye administration har ambitioner om at gøre USA større. Også rent territoriemæssigt.
- For at få et virkeligt eftermæle må man udvide USA's territorium. I 70 år har USA bogstaveligt ikke fået en eneste ekstra fast ejendom i sin portefølje.
- Det taler han meget om, har en anonym kilde med stort kendskab til Trump-administrationens interne drøftelser tidligere sagt til Reuters.
Selv om det ikke har fyldt meget i amerikansk politik de seneste mange år, er det langtfra et nyt fænomen, at amerikanske præsidenter har forsøgt at sikre eftermælet med mere territorie.
Her følger et udpluk af eksempler.
* Den første store udvidelse
I 1783 sluttede Den Amerikanske Uafhængighedskrig officielt. Dermed opnåede USA uafhængighed fra Storbritannien. De første grænser var draget, og 20 år senere - i 1803 - blev det unge lands første store udvidelse en realitet.
Det skete, da USA købte territoriet Louisiana af Frankrig for 15 millioner dollar.
Territoriet tæller i dag 15 delstater og fordoblede USA's størrelse. Derudover skabte købet grobund for yderligere senere udvidelser mod syd og vest.
Udvidelsen fandt sted under Thomas Jeffersons præsidentskab. Han var en af USA's grundlæggere, primær forfatter af uafhængighedserklæringen og den tredje præsident i USA's historie.
Annonce
* Den største udvidelse
Den står USA's 11. præsident, James Polk, for. Han var præsident fra 1845 til 1849.
I den periode blev store dele af vestkysten, sydvesten og Texas en del af USA.
Det er i dag ifølge det såkaldte Historikerens Kontor, der hører under det amerikanske indenrigsministerium, stadig den største territoriale udvidelse under en præsident i USA's historie.
Og det er Trump tilsyneladende opmærksom på.
I hvert fald har han fået hængt et portræt af Polk op på væggen i Det Ovale Værelse, som er præsidentkontoret i Det Hvide Hus.
På portrættet til højre for Trump på nederste række ses USA's 11. præsident, James Polk. Med ham som præsident blev store dele af vestkysten, sydvesten og Texas en del af USA. (Arkivfoto). Foto: Evelyn Hockstein/Reuters
* Indkøb hos Danmark
Den danske regering godkendte i 1916, at USA kunne overtage de caribiske øer, dengang kendt som De Vestindiske Øer. Det skete, årtier efter at USA var begyndt at forsøge at øge sin indflydelse i området.
Formelt blev De Vestindiske Øer USA's i 1917. USA betalte 25 millioner dollar i guldmønter for handlen. Det svarer ifølge Washington Post i dag til omkring 613 millioner dollar eller knap 4,25 milliarder kroner. Øerne fik af USA navnet De Amerikanske Jomfruøer.
* De nyeste stater
Annonce
For knap 70 år siden - i 1959 - blev USA ændret markant, da de to amerikanske territorier Alaska og Hawaii blev USA's delstater nummer 49 og 50.
Dengang hed USA's præsident Dwight D. Eisenhower, og det huskes han blandt andet for.
En udvidelse af USA's territorium under Trumps administration vil være noget, der huskes i generationer og selvfølgelig i historiebøgerne.
I Canada er mange utilfredse med Trumps ageren over for nabolandet. Trump har indført høje toldafgifter på canadiske varer og luftet tanken om at gøre landet til USA's 51. delstat. Det har fået flere til at boykotte amerikanske varer. Her er det amerikansk vin, som canadiere bliver opfordret til at droppe. (Arkivfoto). Foto: Andrej Ivanov/Ritzau Scanpix
* Hvad siger vælgerne til Trumps ambitioner?
Trumps mål om at udvide USA's territorium er ikke en vindersag hos vælgerne. I en måling fra Reuters/Ipsos i midten af marts blev amerikanske vælgere spurgt om, hvilke områder Trump bør prioritere.
En procent af de adspurgte valgte udvidelse af USA.
/ritzau/
Amerikanernes holdning til udvidelse af USA
* Ifølge en måling fra Reuters/Ipsos er vælgerne ikke tilhængere af republikanske Trumps ambitioner om at udvide USA.
* I målingen fra midten af marts blev amerikanske vælgere spurgt om, hvilke områder Trump bør prioritere. En procent af de adspurgte valgte udvidelse af USA. Flest - 61 procent - pegede i stedet på at bekæmpe inflation.
* 65 procent af de adspurgte republikanere var enige i udsagnet om, at "USA bør tage kontrol over Panamakanalen for at beskytte sin økonomi". 89 procent af de adspurgte demokrater var imod.
* 45 procent af de adspurgte republikanere var enige i udsagnet om, at "USA bør tage kontrol over Grønland, så det amerikanske militær bedre kan beskytte landet". 88 procent af de adspurgte demokrater var imod.
* 17 procent af de adspurgte - ikke opgjort efter parti - støttede Trumps mål om at gøre Canada til USA's 51. stat.
* 21 procent - ikke opgjort efter parti - støttede idéen om at overtage Gaza.
Kilde: Reuters/Ipsos-måling fra 13. marts. I målingen er 1422 repræsentativt udvalgte amerikanske vælgere blevet spurgt.
/ritzau/
Det amerikanske flag vajer ved siden af det grønlandske, danske og færøske ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Donald Trump har flere gange sagt, at en amerikansk overtagelse af Grønland i hans øjne er afgørende for USA's sikkerhed. Her ses en kirke ved vandet i Nuuk, Grønland. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten