Trump lukker og slukker for lighed på arbejdspladsen inden weekenden

Donald Trump er tilbage i Det Hvide Hus som USA's præsident, og han er i gang med store omvæltninger i USA. Billedet er fra tirsdag den 21. januar i The Roosevelt Room i præsidentboligen. Foto: Julia Demaree Nikhinson/Ritzau Scanpix

Donald Trump handler hurtigt. Han har først lige smidt frakken i Det Hvide Hus, og nu lukker programmer for lighed og diversitet på statslige arbejdspladser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort efter indsættelsen af Donald Trump i USA's højeste embede får medarbejdere på en række føderale kontorer i hele landet de nye vinde at mærke.

De mister deres job.

Et af de præsidentielle dekreter, som Trump underskrev mandag, handler om hans opgør med diversitet, kønspolitik og racelighed på arbejdspladserne.

At føderale arbejdspladser tænker hensyn til LGBTQ, racer og forskellighed ind i dagligdagen, herunder ved ansættelser.

Det er Trump imod.

Han kommer ind i Det Hvide Hus på en bølge af modstand mod woke-kulturen og mener, at man bør ansættes efter meritter.

Trump underskrev i øvrigt også et dekret om, at staten USA nu opererer efter, at der kun findes to køn - en mand og en kvinde.

Hans nye administration gennemfører dekreterne hurtigt.

Nyhedsmediet Fox News har fået fat i et brev om sagen.

Brevet er afsendt af det føderale personalekontor (OPM) til alle føderale kontorer, der arbejder med at sikre principper om diversitet, lighed og inklusion (DEI).

I brevet til lederne af DEI-kontorerne står der blandt andet, at senest onsdag den 22. januar klokken 17 lokal tid skal de meddele de ansatte, at de ikke skal arbejde mere.

De sendes hjem med løn.

Lederne skal desuden oplyse, om de kender initiativer til at bevare DEI-programmer på de føderale kontorer ved at bruge for eksempel kodenavne.

DEI-hjemmesider og konti på sociale medier skal lukkes.

Karoline Leavitt, talskvinde for Det Hvide Hus, bekræfter, at de ansatte på de føderale DEI-kontorer sendes hjem. Kontorerne skal lukke. (Arkivfoto). Foto: Ted Shaffrey/Ritzau Scanpix

I brevet står der ifølge Fox, at lederne af DEI-kontorerne senest torsdag eftermiddag skal have en liste over alle ansatte på kontoret per 5. november 2024, altså på dagen for USA's præsidentvalg.

Senest fredag klokken 17 skal der ligge en plan for afskedigelse af medarbejderstaben.

Der skal også være en liste over alle kontrakter og jobbeskrivelser, som har fået ændret ordlyd efter præsidentvalget.

Karoline Leavitt, talskvinde for Det Hvide Hus, bekræfter, at DEI-medarbejderne sendes hjem.

- Det er endnu en sejr for alle amerikanere uanset race, religion og trosretning. Løfter givet, løfter holdt, siger hun ifølge NBC.

Det er ikke kun det føderale USA, der gør op med DEI.

I fjor skyllede bølgen hen over mange af USA's store virksomheder, efter at en kampagne fra højrefløjen talte dunder mod DEI.

I 1965, da USA var præget af de sortes borgerretsbevægelse, underskrev præsident Lyndon B. Johnson et dekret, der skulle sikre, at ansatte hos føderale arbejdsgivere beskyttes mod diskrimination på områder som blandt andet race, hudfarve og religion. Billedet af præsident Johnson er fra 1968. (Arkivfoto). Foto: Anonymous/Ritzau Scanpix

Virksomheder som Ford, Harley-Davidson, Walmart og senest Meta har droppet DEI.

Der kan komme flere endnu, for Trump underskrev tirsdag endnu et dekret om sagen.

Og her har den nye præsident fat i noget, der går tilbage til 1960'erne og tiden under Martin Luther Kings bevægelse for ligeberettigelse for USA's sorte.

Reuters skriver, at Trump med et nyt dekret har annulleret et dekret, som præsident Lyndon B. Johnson underskrev i 1965.

Johnson-dekretet handler om beskyttelse af personer, der får en arbejdsopgave af en føderal arbejdsgiver. Det skal sikre, at de ikke diskrimineres for deres race, hudfarve, religion, køn, seksualitet, kønsidentitet eller nationalitet.

Det dekret har Trump nu begravet. I stedet har han udstedt et nyt, som sigter på at afholde private virksomheder fra DEI-politik, hvis de vil have kontrakter med det føderale USA.

/ritzau/

Kort om DEI

* DEI står for Diversity, Equity, Inclusion. (Diversitet, lighed, inklusion).

* Metoden eller programmet skal gøre arbejdsmiljøet godt for alle.

* Diversitet/mangfoldighed: Forskellige mennesker med forskellig baggrund, herunder alder, køn og etnicitet.

* Lighed/ligestilling: Lige adgang til lige muligheder for alle.

* Inklusion: Alle skal føle sig velkomne.

Kritik af DEI

* De første DEI-programmer kom i USA i 1960'erne. Starbucks fik programmet i 1988.

* I 2020 kom der Black Lives Matter-protester efter politi-drabet på George Floyd i Minneapolis i Minnesota. Det satte mere fokus på DEI i det splittede USA.

* Protesterne handlede om, at racisme mod farvede skulle stoppe.

* Der kom en modreaktion fra dele af USA's konservative fløj. Hvis man tager særligt hensyn til blandt andet racer og kønsdiversitet, er det diskrimination mod alle andre, lød det.

* Ifølge de konservative skal man bedømmes og ansættes i henhold til sine evner, ikke efter køn eller race.

Kilder: Center for Ledelse, BBC.

/ritzau/

Kort efter at være blevet taget i ed som USA's nye præsident begyndte Trump at underskrive dekreter, som er præsidentielle beslutninger uden om Kongressen. Billedet er fra en sportsarena, hvor der var indsættelsesfest mandag. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Trump har med sine dekreter gjort op med DEI-politik inden for det føderale USA. I fjor var der mange private virksomheder, der efter pres fra konservative aktivister også droppede deres DEI-programmer. Det gjorde blandt andre Harley-Davidson, der laver de berømte motorcykler. (Arkivfoto). Foto: Tom Williams/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu